Færdige projekter om klimatilpasning
Klimatilpasningsprojektet i Hylkedalen er færdiganlagt og blev indviet den 1. november 2021.
Anlægget kan tilbageholde knap 60.000 kubikmeter vand og består af to jorddiger, der går på tværs af Hylkedalen. Vandet i Seest Mølleå passerer de to diger gennem rør, der kan tilpasses, så vandet forsinkes på vejen mod Kolding Å, når der er langvarig regn eller skybrud. På den måde bidrager projektet til at tilbageholde vandet og minimere risikoen for oversvømmelser af veje og huse i Kolding by.
Til gavn for naturen
Som en del af projektet i Hylkedalen er der gennemført en række naturforbedrende tiltag. Seest Mølleå er på to strækninger og den nederste del af Tandholt Bæk blevet gen-snoet. Her er der også lagt sten og grus ud i de nye vandløb for at give fisk og smådyr de bedste levesteder.
Desuden er der ryddet en del krat og fældet nogle træer, så ådalen er blevet mere lysåben. Det gavner både sårbare planter og den sjældne birkemus, som lever i Hylkedalen. Der er også sat hegn op, så får og kreaturer kan græsse i områderne, og dermed hjælpe med til at holde opvæksten nede.
Alt i alt tilfører klimatilpasningsprojektet i Hylkedal-området en større biodiversitet, og bidrager også til at fjerne kvælstof.
Til gavn for lokale borgere og Hylkedalens brugere
Klimatilpasningsprojektet er samtidig en del af en større udviklingsplan for Hylkedalen og Seest Fritidslandskab. Nærområdets borgere og Hylkedalens brugere har ved en række workshops bidraget til et idékatalog med ønsker til området.
Det har resulteret i øget tilgængelighed i Hylkedalen og flere rekreative muligheder i området. Bl.a. er der lavet flere nye stier i forbindelse med jorddigerne, der gør det nemmere at komme på tværs af ådalen, og der er lavet nye mountainbikespor. Flere af stierne hænger sammen med det nye Trail Center ved Seest Idrætsplads, så der er skabt mere sammenhæng i området.
Video om projektet:
Baggrund
Kolding by er ekstra udfordret af klimaændringerne af to grunde. Som østvendt kystby er der risiko for stormflod. Desuden er Kolding placeret i bunden af en ådal, hvor Kolding Å løber gennem byen og ender i Kolding Fjord. Det betyder, at der er risiko for, at åen går over sine bredder og oversvømmer de lavtliggende byområder, når der er skybrud eller langvarig kraftig regn. Derfor gennemfører Kolding Kommune et stort klimatilpasningsprojekt, kaldet Kolding Å-projektet.
Projektet består af to delprojekter
- Kolding Å – Ådalen der klimatilpasser oplandet til Kolding Å (området vest for den jyske motorvej E45).
- Kolding Å – Pumpe/sluse, der regulerer og håndterer store vandmængder i Kolding Å
Klimaprojektet i Hylkedalen hører under 1. del, der skal forsinke vandet i Kolding Ådal inden det løber ud i Kolding Å.
I Byparken er der lavet et regnvandsbassin ved at bygge en dæmning i området. Regnvandsbassinet er med til at skabe en attraktiv park for alle, der ønsker at opleve bynatur.
Byparken ligger tæt på Koldings bymidte ved siden af Legeparken og fungerer som en ‘grøn overgang’ mellem byen og den storslåede natur ved Marielundssøen.
Der er sket meget siden byparken i Kolding i 1930’erne var engarealer til den store Dyrehavegård. I mange år blev parken brugt til koncerter, men det gav udfordringer på grund af den fugtige jord i området. I mange år stod parken meget tom og lidt kedelig, blot som et stort, grønt græsareal.
Samtidig med ønsket om at skabe en mere spændende bynær park, har der også været et behov for at kunne aflaste kloakkerne i Kolding midtby ved episoder med skybrud og langvarig regn.
Derfor besluttede Kolding Kommune og BlueKolding at slå to fluer med ét smæk. Nemlig at etablere et regnvandsbassin og skabe en grøn oase med en god sammenhæng mellem Marielundsskoven, legeparken og byen.
Regnvandsbassinet er nu færdigt og kan rumme 4.000 kubikmeter regnvand eller det, der svarer til tre olympiske svømmebassiner. Når det ikke regner, løber der et lille vandløb i bunden af bassinet, og her i løbet af efteråret bliver, der sået blomster og forhåbentlig bliver området næste sommer til en smuk blomstereng.
Som en del af forskønnelsesprojektet er der plantet træer, buske og 700 kvm ‘blomstereng’. Der er etableret nye stier og anlagt broer, der forbinder den lille ø midt i regnvandsbassinet med resten af parken. Derudover er der opstillet bænke og liggestole og etableret ‘spiselige bede’, som kan høstes af alle, der kommer forbi.
Den 14. juni 2019 blev regnvandsanlægget og den nye bypark indviet og klimatilpasningsprojektet i Byparken er dermed også – som det første store fælles klimatilpasningsprojekt i Kolding – afsluttet.
Det store klimatilpasningsprojekt i Brændkjær er med til at skabe mere attraktive fællesarealer i AAB/Bovias boligområder. Samtidig er projektet med til at klimatilpasse Kolding midtby. Det er beboerne i AAB, der har været med til at udvikle regnvandsløsningen og siden har stemt ja, til at projektet skulle realiseres i området.
Fra den 17. maj 2021 og i de næste tre år frem til og med 2023 vil gravemaskiner og anlægsarbejdere fylde en del i Brændkjær-området.
Klimatilpasnings-projektet går ud på at bruge de store græsarealer på AAB/Bovias boligområder i Brændkjær som parkeringspladser til regnvand, når det regner kraftigt eller langvarigt. Projektet er beregnet til at kunne håndtere en såkaldt 20 års regnhændelse, og mens systemet ved Skamlingvejen kan klare en 100 års hændelse.
Projektet bidrager til at klimasikre Kolding by, fordi vandet ved kraftig regn ikke længere vil løbe direkte ned i kloakken og dermed overbelaste den. I stedet bliver vandet forsinket og kan langsomt ledes i regnvandskloakken, når der igen er plads i rørene.
Anlægsarbejdet begynder ved Skamlingvejen og flytter sig stille og roligt op igennem området til Brændkjær. Projektet forventes at være færdigt i efteråret 2023 og er opdelt i flere etaper:
- Boring af regnvandsledning under Skamlingvejen (forår 2021)
- Etablering af lavning ved Skamlingvejen (sommer 2021)
- Etablering af regnvandsanlæg ved Bovias boligområder i Brændkjær
Attraktive fællesarealer
Når rørarbejdet og vand-parkeringspladserne er etableret, kommer der også nye faciliteter i området til glæde for beboerne. Der kommer blandt andet en fælles opholdsplads tæt på petanquebanen, som giver siddepladser til tilskuere, og en aktivitetsskål med belægning til små løbehjul scootere og cykler.
Sammen med regnbede med planter og blomster er det nogle af hovedelementerne i den plan for håndtering af regnvand, som beboerne i Brændkjær tilbage i 2018 gav deres opbakning til.
Hvorfor laver vi klimatilpasning i Brændkjær?
Brændkjær ligger højt i forhold til Kolding midtby, og der er generelt ikke problemer med oversvømmelser i selve Brændkjær. Men det regnvand, der falder i Brændkær, giver problemer andre steder.
Når det regner, løber regnvandet fra veje og hustage i de samme rør, som også bruges til kloakvandet fra de mange husholdninger. Alt vandet løber i spildevandsrørene ned til Koldings centrum, hvor der også kommer regnvand fra mange andre dele af Kolding. Det går fint de fleste dage. Problemerne opstår, når der er skybrud eller perioder med langvarig regn.
Når det regner meget, er der ikke plads til regnvandet i kloakrørene. De løber over, og det giver oversvømmelser i kældre og på veje, og det løber ud i fjorden, hvor kloakvandet forurener det vand, vi gerne vil bade i om sommeren.
Ved at adskille regnvandet fra spildevandet i Brændkjær, gør vi risikoen for oversvømmelser mindre til glæde for både menneskerne i Kolding og dyrelivet i fjorden.
Der er flere fordele ved at adskille regnvand og spildevand
Selvom det heldigvis er sjældent, at der er oversvømmelser, så er det heller ikke til dagligt særligt smart, at regnvand og spildevand løber i samme rør.
Alt vandet fra spildevandsrørene i jorden bliver pumpet ud til rensningsanlægget, hvor det bliver renset. Det kræver energi og udleder CO2. Men det burde ikke være nødvendigt at pumpe og rense regnvandet. Det kan i stedet ledes direkte tilbage til naturen. På den måde er en opdeling af regn- og spildevandet også godt for miljøet.
Når vi adskiller regnvand og spildevand i området i Brændkjær, sparer vi verden for 8,5 tons CO2 – hvert år!
Fakta om projektet
Forarbejdet til projektet begyndte i 2016 og var et stort beboer-inddragelsesprojekt, der var støttet af EU. Det kulminerede i 2018, hvor beboerne skulle stemme om klimatilpasningsprojektet skulle gennemgøres på AAB/Bovias arealer eller ej. Det endte med, at et flertal sagde ja til projektet.
I maj 2020 blev Rambøll valgt som rådgiver, der skulle projektere og tegne på projektet.
I foråret 2021 blev Nørgaard Anlæg valgt som entreprenør.
Kontakt os for mere information:
Projektleder Jette Nørgaard Jensen, BlueKolding, T 7636 3620
Projektstart
2019
Forventet færdiggørelse
2023