Alternativ til klapning: Ny teknik testes i Marina City
Testene skal udføres i dette lavvandede område ud for højhusene ved Marina Syd (foto: Kolding Kommune).
En ny teknik med store mulige perspektiver skal nu testes i forbindelse med uddybning af fjordbunden til det storstilede Marina City-projekt i Kolding. Håbet er helt at undgå klapning af opgravet materiale.
På sydsiden af Kolding Fjord planlægges en ny bæredygtig bydel med en topmoderne lystbådehavn med plads til 1.000 både, fritidsfaciliteter i forbindelse med vandet, maritime erhverv, havnepromenade, en ny strandpark og ca. 350 boliger.
For at gennemføre det store projekt er det nødvendigt at øge vanddybden til ny sejlrende, nyt havnebassin og under dæmningen, som skal omkranse det nye landareal. Normalt vil man løse den opgave ved at grave fjordbundsmateriale op – i dette tilfælde 360.000 m3 - som efterfølgende sejles ud og dumpes på en godkendt klapplads.
Klapning har fyldt meget i den offentlige debat de seneste måneder, senest i forbindelse med Lynetteholmen i København, og mange har udtrykt bekymring for miljøet. En ny og hidtil uprøvet metode skal nu testes i Kolding Fjord i perioden april til august. Perspektiverne er store, da opgravning, transport og klapning af fjordbundsmateriale måske helt kan undgås.
Innovativ metode
Den nye metode er udviklet af entreprenørfirmaet Munck Havne & Anlæg, som skal stå for de marine anlægsarbejder i Marina City. Sammen med Kolding Kommune har selskabet arbejdet målrettet på at finde en mulig løsning, som kan begrænse eller helt fjerne behovet for klapning af bundmaterialerne.
Ideen i den nye og innovativ metode er ved hjælp af et nyudviklet vakuum-system at suge vandet ud af det bløde og vandholdige bundmateriale, så fjordbunden synker ned til det ønskede niveau og bliver mere fast. Metoden til dræning under vand ved hjælp af vakuum er aldrig set før. Men der er en forventning om at metoden vil være egnet til at løse opgaven ved de specielle, meget bløde bundforhold, der er i Koldings inderfjord.
Venter spændt på resultater
Koldings borgmester Knud Erik Langhoff venter med spænding på testresultaterne.
”Allerede for et par år siden fik vi udarbejdet en grundig analyse af hele 16 mulige alternativer til klapning, men desværre var ingen af dem realistiske muligheder. Det har imidlertid ikke afholdt os fra løbende at afsøge nye innovative alternativer til klapning, og den metode, som Munck Havne & Anlæg nu har udviklet, ser meget spændende ud. Det vil være skønt, hvis vi kan undgå klapning, så selvfølgelig skal den nye teknik testes grundigt”, siger Knud Erik Langhoff.
Store perspektiver
Den nye metode vil have stor betydning for Marina City-projektet, hvis det helt kan undgås at klappe opgravet fjordbundsmaterialer. Men da der er tale om en test, er det endnu for tidligt at sige, om teknikken virker som håbet.
Vakuummetoden kan også have store perspektiver andre steder. De fleste havne har jævnligt brug for uddybning som led i deres anlægs- og vedligeholdelsesarbejder, og i de havne, hvor bunden er blød og består af såkaldt ”gytje”, kan den nye metode vise sig at være en del af løsningen. I givet fald vil teknikken gøre det lettere at få de nødvendige tilladelser i hus, ligesom behovet for klapning kan begrænses.
”Marina City-projektet er gennemsyret af bæredygtighedsambitioner. Og den nye uddybningsmetode har store perspektiver i den retning, både i forhold til vandmiljøet, naturforhold og CO2-regnskabet. Derfor kan vores test sikkert også være interessant for mange andre” vurderer formanden for Plan og Teknik i Kolding Kommune, Jakob Ville.
Kystdirektoratet skal nu sige god for, at den nye metode kan afprøves. Når testfasen er overstået til sommer, skal resultaterne vurderes grundigt, før det afgøres, om den nye metode helt eller delvist kan bruges til uddybning af fjordbunden til Marina City. Kolding Kommune har for flere år siden søgt Miljøstyrelsen om en klaptilladelse. Miljøstyrelsen har bedt om at få ansøgningen opdateret, men denne opgave er foreløbig stillet i bero, indtil resultaterne af de nye tests er klar.
Fakta
Om den nye metode
Se illustration i stor størrelse
Den innovative metode, som skal testes, kaldes vakuum-dræning. Med vakuum-dræning suges vand ud af den bløde fjordbund i Kolding inderfjord, som består af op til 80 pct. vand. På den måde sænkes fjordbunden til den ønskede dybde, og den mudrede bund får en fastere konsistens.
Testen udføres i tre felter á 600-700 kvadratmeter. Lodrette drænslanger stikkes dybt ned i den mudrede fjordbund med ca. en meters afstand. Herefter lægges en stor, kraftig presenning ud over fjordbunden i testfeltet. Gennem koblinger i presenningen tilsluttes en pumpe, så der skabes et undertryk. Pumperne skal køre i 1-2 måneder pr. felt. I den periode suges vandet langsomt ud af fjordbunden under dugen, bunden synker ned og bliver liggende i sit nye niveau.
Om Marina City
Du kan læse mere om Marina City på temasiden Marina City. Her finder du også en FAQ om Marina City