Genbrugs-sten skal redde fiskeliv i fjorden
Det nye stenrev indbyder til dykkerture med snorkel. Foto: Poul Madsen.
Biodiversiteten og vandkvaliteten i Kolding Fjord får endnu et løft i påskeferien, når 1000 tons ”brugte” sten som en del af Marina City-projektet bliver fragtet til havs og placeres som et kystnært stenrev, der skal skabe variation og levesteder for fisk og andre vanddyr.
Stenrevet ved Løverodde får dog også en anden funktion – revet er nemlig udset som et formidlingsrev – og etableres derfor på lavt vand, og er designet sådan at det ligefrem indbyder til dykkerture med snorkel. Her får man på nært hold mulighed for at opleve livet under vandet.
Der er tale om et 1000 m2 stort område, der er formet som et stort ”T”. Selve formidlingsrevet placeres på en vanddybde omkring 3 – 4 meter, men det smarte er at der på lavere dybder spredes enkelte store sten samt mindre bunker sten, som bruges til at lede de snorklende besøgende ud til selve revområdet.
Der anvendes udelukkende natursten til revet, og stenene er rent ud sagt genbrug. Alle stenene er nemlig tilvejebragt fra enten forskellige anlægsarbejder, overskudssten fra Baltic Pipe samt ved indsamling fra landmænd og borgere.
Sidstnævntes sten er lidt af en succeshistorie. Stenene er indsamlet via Kolding Stenbank, der siden projektet blev etableret på Kolding Havn i efteråret 2019 kun har fået flere og flere ”kunder i banken”. Stenbanken blev netop oprettet for at indsamle sten til kommende stenrev i Kolding Fjord eller Lillebælt, så revene og havmiljøet kunne blive et fælles folkeligt projekt.
Her kan du se, hvor det nye stenrev placeres ved Løverodde.
Det nye stenrev etableres lidt vest for broen ved Løverodde, hvor der vil være mindst 1,5 m vand over stenene. Revet markeres desuden med bøjer for at forebygge påsejling og uheld.
Hvis man vil opleve arbejdet med at etablere stenrevet kan man kigge forbi i påskeferien. Arbejdet forventes at stå på i skolernes påskeferie, nemlig mandag-tirsdag den 3.-4. april, og det sker så tæt på land, at man fint kan følge med fra broen og stranden.
Fakta: Hvad er et stenrev?
Et stenrev er en samling af større sten på havbunden, der ligger fast på havbunden og ikke flyttes af bølger og strøm. Der er to typer af stenrev, et spredt stenrev – der består af spredte sten på havbunden og et huledannende rev – med sten der ligger oven på hinanden der danner huler og sprækker som kan tiltrække fisk, krabber, hummer og lignende.
Stenrev er et vigtigt levested for mange dyr og planter i havet. Her lever bl.a. muslinger og tang der kræver et hårdt underlag at hæfte sig til og hvor fisk og krabber kan finde skjul og føde.
På grund af stenfiskeri op gennem tiden er mange stenrev forsvundet, og derfor arbejdes der løbende på at få genetableret stenrev.