Søvn til spædbørn
Søvn og udvikling
Søvnen hos spædbarnet er overfladisk, da der er fuld hjerneaktivitet 24 timer i døgnet. Det betyder, at dit barn har mange korte opvågninger, hvorefter det har behov for at falde i søvn igen. Dette er en vigtig og naturlig del af dit barns vækst og udvikling.
Et nyfødt barn kender ikke forskel på dag og nat. Først ved 4-5 måneders alderen er barnets "indre ur" færdigudviklet. Barnet er nu mere vågen om dagen og sover det meste af natten, men kan dog vågne en eller flere gange i løbet af natten på grund af sult.
Når barnet er omkring 9-10 måneder gammel, er dets søvnmønster rimelig stabilt, og de fleste børn falder i søvn og vågner på samme tid hver dag. Desuden er søvnperioderne længere.
At falde i søvn
I den første tid kan barnet have brug for din hjælp til at falde i søvn. Det kan være at blive holdt tæt ind til dig, at blive ammet i søvn, eller at blive puttet med dynen eller et tæppe tæt om kroppen til det er faldet i søvn. Prøv dig frem, og find en måde, som både dit barn og du kan lide.
Mulige årsager til, at det lille barn ikke kan sove:
De fleste forældre kender til, at deres lille barn en aften eller i perioder ikke kan sove, og det kan derfor være en god ide at være opmærksom på om barnet:
- er tørstig
- er overtræt
- har brug for ro ved sovetid
- sveder
- fryser
- ikke er træt
Mad og søvn
De fleste børn har frem til 6 måneders alderen brug for mad hver 2. til 4. time. Nogle børn vil dog kunne sove 5 til 8 timer en enkelt gang i døgnet uden at have brug for mad. Når først dit barn er i trivsel, skal du ikke vække dit barn for at give det mad. Dit barn vil vågne, når det er sulten.
Sovestillinger
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at spædbørn lægges til at sove på ryggen. Det forebygger tidlig, uventet spædbarnsdød (vuggedød). Der er intet, der tyder på en øget risiko for kvælning som følge af opkast eller gylp. Når barnet selv kan vende sig, er det uden betydning, at det vender sig og sover videre på maven.
Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden:
- undgå at ryge i graviditeten
- udsæt ikke barnet for tobaksrøg efter fødslen
- lad barnet sove køligt uden at være pakket tæt ind i dyner og tæpper
- har barnet feber klædes det af, så det kan komme af med varmen
Søvn og udeliv
Da nyfødte børn er sarte over for kulde, anbefales det, at børn først sover ude, når de er begyndt at tage på i vægt.
Hvis barnet sover ude om vinteren, frarådes det, at det sover ude, hvis der er dis, tåge eller rimtåge, og hvis temperaturen er under -10°.
Vær opmærksom på, at hvis det blæser og fryser samtidig, vil chill-faktoren gøre, at vinden bliver koldere end termometret viser.
Når det regner, så stil barnet under et halvtag og undlad brug af regnslag, når barnet ikke er under opsyn.
Et barn med feber skal sove inden døre, så I kan holde tæt øje med det syge barn, også når det sover.
Afpas påklædningen efter vejret.
Forebyggelse af skæv hovedfacon og flad nakke
Sovende barn:
Et nyfødt barns knogler er bløde og endnu ikke vokset helt sammen. Derfor bliver barnets hovedfacon påvirket af, hvordan det ligger. Vær derfor opmærksom på, allerede fra fødslen, at det sovende barn skiftevis ligger med hovedet mod højre og venstre.
Vågent barn:
Et nyfødt barn skal vænnes til at ligge på maven, når det er vågent. Det styrker barnets motoriske udvikling og forebygger udvikling af skæv hovedfacon. Det er også godt at være opmærksom på at bære barnet skiftevis på højre og venstre arm, da det også forebygger udvikling af skæv hovedfacon.