Både kommune og grundejer har et ansvar for at holde veje, cykelstier og fortove farbare, når vinteren byder på sne og frost.
På denne side kan du få overblik over, hvad kommunen sørger for, og hvad der er din opgave. Du kan også se, hvad serviceniveauet er, når kommunens vejfolk rykker ud. Serviceniveauet er vedtaget af byrådet.
Kort: Se hvordan serviceniveauet er på din vej
Vær beredt
Når vintervejret skaber problemer for trafikken, sender vi sneplove og saltsprede ud på vejene. Vi opfordrer samtidig alle trafikanter til at følge nedenstående råd:
- Tag bestik af situationen og kør altid efter forholdene
- Tjek Vejdirektoratets trafikkort, før du tager hjemmefra
- Lyt til trafikradioen på P4
I særlige situationer, hvor trafikken for alvor er ramt, kan du finde information på Kolding Kommunes facebookside. Alle kan se, hvad der står på vores side. Du behøver altså ikke selv at have en Facebook-profil for at kunne læse kommunens opslag.
Mere om snerydning, saltning og grusning
Veje i villakvarterer og nye boligkvarterer er ofte private fællesveje. På private fællesveje og på private veje er snerydning og saltning/grusning beboernes eget ansvar. Erfaringen viser, at vintervedligeholdelsen fungerer bedst, når naboerne har en fælles aftale om snerydning. Ellers er reglen den, at man skal holde mindst halvdelen af kørebanen ud for ens ejendom ryddet for sne og saltet/gruset.
Hvis du er usikker på, om du bor på en privat vej/privat fællesvej, så tjek vores vinterkort, hvor disse veje er markeret med turkis.
Uanset hvilken type vej du bor på, så er det dit ansvar som grundejer at holde fortov og adgangsvej til din ejendom farbar og sikkert at færdes på. Arbejdet skal udføres snarest muligt, efter det er begyndt at sne eller blive glat.
Du skal sørge for:
- Fortovet er ryddet for sne i mindst 90 centimeters bredde. Hvis der er glat, skal der gruses/saltes.
- Indgangen til din grund og vejen hen til affaldsstativet og postkassen er ryddet for sne i mindst 90 centimeters bredde. Hvis der er glat, skal der gruses/saltes.
- Der er fri passage mellem kørebanen og indgangen til grunden, så f.eks. skraldemanden og postbuddet kan komme frem. Hvis sneploven har lavet en snevold, er det dit ansvar at rydde en passage på mindst 90 centimeters bredde.
- Hvis du bor på en grund, som grænser op til en sti, har du ansvaret for at sikre fri passage på den halvdel af stien, som grænser op til din grund.
På hjemmesiden Skovlsne.dk kan du finde gode råd om snerydning saltning/grusning.
Gågader
I gågader skal ejeren af den enkelte ejendom sørge for at rydde sne ud til midten af gaden og salte/gruse, hvis der er glat.
Svar på ofte stillede spørgsmål om snerydning. Hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Entreprenørafdelingen på entreprenor@kolding.dk eller telefon 79 79 79 79.
I kommunens vinterregulativ kan du finde detaljeret information om vintervedligeholdelse i Kolding Kommune. I Bekendtgørelse af lov om offentlige veje er lovgrundlaget for grundejerens forpligtelser beskrevet.
Følg med på Facebook
Hvis trafikken og kommunens service for alvor er påvirket, fortæller vi om det på kommunens Facebook-side. Alle kan se, hvad der står på vores side. Du behøver altså ikke selv at have en Facebook-profil for at kunne læse kommunens opslag.
Vejr og trafik
På Vejdirektoratets trafikkort kan du få et overblik over situationen ude på vejene. Få varsler om fx snestorm, fygning eller isslag hos DMI (dmi.dk, @dmidk på Twitter eller app'en DMI Vejr til Android eller iPhone) - se vejret i Kolding.
Kontakt
Det er Entreprenørafdelingen, der står for vintervedligeholdelsen. Afdelingen kan kontaktes på telefon 79 79 79 79 eller mail entreprenor@kolding.dk.