Hent gratis genbrug i Skatkammeret
Skatkammeret er fyldt med gode ting indsamlet fra genbrugspladserne. Alle med CVR-nummer, herunder genbrugsbutikker (både humanitære og privatejede), skoler, institutioner, studerende og iværksættere må gratis hente ting og materialer i Skatkammeret.
Skatkammerets adresse og åbningstider
Bronzehallen - lige ved Kolding Nord Genbrugsplads
Bronzevej 3, 6000 Kolding
Vi har åbent tre dage om ugen
- Tirsdag klokken 8-14. NYT FRA TIRSDAG 22. OKTOBER 2024: Kl. 8-11 KUN adgang for humanitære organisationer. Kl. 11-14 er der adgang for alle med CVR-nummer
- Onsdag klokken 10-17.
- Torsdag klokken 8-14. OBS! Lukket torsdag 31. oktober
- Skatkammeret er lukket i weekender og på helligdage.
Ændrede åbningstider for resten af 2024
Torsdag 31. oktober: LUKKET
Uge 45, alle dage 5., 6. og 7. november: LUKKET
Onsdag 20. november: Kun åbent fra klokken 13-17.
Onsdag 11. december: LUKKET
20. december-1. januar 2025: LUKKET
Kontakt
Genbrugsguide Camilla Posborg Johansen på 23464351
Er du fra en skole eller lignende, og vil du have inspiration til materialer til dit næste projekt, kan du ringe til materialemagiker Lisbet Thorøe Larsen på 29893358(kun mandag, tirsdag og onsdag).
Hvem må bruge Skatkammeret?
Hvad vi hidtil har set som affald, skal vi højere grad til at se som gode materialer, som det er muligt at skabe en forretning ud fra. Derfor er det gratis at hente ting og materialer for alle med CVR-nummer, fx:
- skoler, herunder lærere og studerende
- foreninger, fx spejdere
- børnehaver
- humanitære og andre genbrugsbutikker
- iværksættere
- alle erhvervsdrivende med et CVR-nummer
Alle ovennævnte uanset postnummer kan plukke genbrug fra burene i Skatkammeret til egen drift eller videresalg som en del af deres forretning.
Målet er at få mest muligt genbrug ud i erhvervslivet for at forøge materialernes værdi og forlænge deres levetid.
Sådan bruger du Skatkammeret
- Besøg os i vores åbningstid tirsdag, onsdag eller torsdag. Du er velkommen til at besøge Skatkammeret flere gange på en dag eller uge.
- Parkér på Kolding Nord Genbrugsplads, Bronzevej 3, ved siden af personalets skurvogn.
- Benyt indgangen til Skatkammeret. Det er port 1 på genbrugspladsen, der befinder sig der, hvor containerne til tøj og tekstiler er placeret. Vigtigt: Registrer dit besøg med dit CVR-nummer i gæstebogen.
Vi står klar til at besvare spørgsmål og låne dig hjælpemidler til indsamling og transport af genbrug inde i hallen. Til gengæld regner vi med, at du hjælper med at holde Skatkammeret pænt ved at rydde op efter dig selv og evt. sortere dårligt genbrug til side.
Vi glæder os til at se dig.
Skatkammeret for skoler, studerende og foreninger
Er du studerende, som søger materialer til et projekt? Eller er du måske lærer, som skal guide klassen gennem et undervisningsforløb?
Så kan det være oplagt at bruge materialer fra Skatkammeret til processen. Hvis du er i tvivl om, hvilke materialer der vil være gode, kan du tage en inspirationssnak med vores materialemagiker Lisbet Thorøe Larsen på 29893358.
Som besøgende i Skatkammeret kan du gå på jagt efter spændende materialer, du kan bruge i SFO’en, børnehaven, undervisningen eller til studieprojekter.
Ofte inspirerer materialerne og sparringen med dine kolleger, medstuderende eller materialemagikeren til mere og andet end dét, du i virkeligheden kom for at hente.
Det er tilladt at tage børn/elever med, men kun efter aftale med Lisbet Thorøe Larsen på 29893358.
Tommelfingerreglen er, at:
- Er børnene under 10 år, må der komme fem med af gangen.
- Er eleverne over 10 år, må hele klassen godt komme med sammen med deres lærer.
Der er mulighed for at dele egne ideer og selv tage nogle med hjem fra Skatkammerets inspirationsområde.
Billeder af de projekter, I laver, kan deles på vores Facebook-side, hvor vi ofte lægger billeder op af andres projekter, som du kan blive inspireret af. Du må også meget gerne dele dine egne projekter: Send blot et par billeder og en enkelt linje fx via messenger i Facebook, så ligger skatmesteren dit projekt op, så du deler din viden om teknikker, og hvad materialerne kan.
Virksomheder kan donere materialer til Skatkammeret
Ligger din virksomhed inde med udgåede emballager, overskudsmaterialer eller fejlproduktioner, som er for gode til at blive smidt ud?
Det kan fx være træ, plastik eller tekstiler, der er i overskud fra produktionen (dog modtager vi ikke elektronik, giftige, flydende eller skadelige materialer).
Skatkammeret aftager gerne.
Og vi er ikke kræsne.
Ring til materialemagiker Lisbet Thorøe Larsen på på tlf. 29893358. Materialer kan leveres efter aftale hos Skatkammeret på Bronzevej 3.
Hvorfor give materialer videre?
Som virksomhed giver I det videre, som alligevel var til overs. Dét er bæredygtigt, og samtidig får brugere af Skatkammeret viden om jeres virksomhed og jeres produkter. Men vigtigst af alt får I andel i at styrke det kreative og innovative i børn og unge.
Der er også mulighed for endnu mere samarbejde: Skatkammeret kan være bindeled, hvis I har ideer til at lave et sjovt projekt med nogle af jeres materialer med børn og unge. Så kan det fx munde ud i udstillinger.
Sådan kontakter du os
Telefontider:
Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-16.30