Gode kort forpligter – i hvert fald for MadsHavemand

Ordene kommer fra Mads Kjelde, der har virksomheden MadsHavemand, der sidste år fik SammenomJOB-prisen. Han sidder i sit køkken, der også fungerer som kontor i virksomheden. I sin ene hånd holder han en kop frisklavet kaffe. Den anden hånd nusser en stor, opmærksomhedssøgende og kærlig vildbasse af en labrador, der under hele snakken sidder eller ligger ved fødderne af Mads.

Mads har en diplomuddannelse som leder og arbejdede i mange år som leder i PostDanmark. I dag er han havemand med eget firma og 10 fastansatte. I dagligdagen er det ikke Mads, der er ude ved kunderne. Det klarer de ansatte. Mads er med, hvis en opgave er særlig besværlig, eller når der skal forhandles nye kontrakter, og selvfølgelig når arbejdet skal ledes og fordeles. Med andre ord er det ham, der sætter retningen for virksomheden og tager beslutningerne.

En af de beslutninger Mads har taget, og som han på ingen måder fortryder, var da han sagde ja til at tage en ung mand i praktik. En ung mand, der ikke troede på sig selv og ikke havde erfaring med at arbejde. På det tidspunkt havde Mads ikke tidligere haft mennesker på kanten af arbejdsmarkedet som en del af virksomheden.

Græsslåning med fire hænder

”Til at starte med var han meget usikker på sig selv. Jeg tror, han havde fået at vide hele sit liv, at han ikke kunne noget. I hvert fald var han sikker på, at han ødelagde alt, hvad han rørte ved. En af hans første opgaver var at slå græs, men han turde ikke røre ved græsslåmaskinen. Så jeg gik med maskinen og han gik ved siden af og så på. Langsomt fik jeg ham til at komme og holde maskinen sammen med mig. Og til sidst endte det med, han gjorde det selv,” husker Mads.

Den unge mand blev ved Mads et års tid, før han rykkede videre til en anden gartner. Så selv om Mads ikke fik en ny ansat i den unge mand, lærte han, at en tålmodig og anerkendende indsats kan gøre en forskel.

Kontakten til den unge mand blev skabt gennem jobcentret, og han blev den første af en lang række af mennesker, der har været i praktik hos Mads.

”Det er ikke dem alle sammen, det lykkes med. Nogle er her kun få dage eller uger, før de finder ud af, at det ikke er dem. Men når det så lykkes, er det det hele værd. I hvert fald er det at give folk en chance, ikke noget jeg har tænkt mig at stoppe med,” siger han.

Hvor der er vilje er der vej

Ud af de i dag 10 fastansatte i virksomheden er de tre startet i en praktik formidlet af kommunen. Blandt andet derfor modtog Mads Kjelde sidste år SammenomJOB-prisen af Kolding Kommune, der hylder de mange virksomheder, der blandt andet gør en forskel for mennesker, der af forskellige årsager har svært ved komme i gang på arbejdsmarkedet. Seneste mand, der har taget turen fra ledighed over praktik til fast arbejde hos Mads Havemand, er en 27-årig døv mand, der er flygtet fra krigen i Ukraine. Men hvordan kan man jobtræne og guide en mand, der ikke kan høre og som ikke kan dansk?

”Det kan jeg heller ikke tage hele æren for. Han er simpelthen et fantastisk menneske, der er utrolig let at kommunikere med, selv om han ikke kan høre eller skrive og læse dansk,” smiler Mads og fortsætter:

”Hvis jeg, eller en af mine folk, der arbejder sammen med ham til hverdag, vil give ham en opgave, kan vi starte med fagter og vise tingene. Og virker det ikke, sender vi en sms på dansk, som han selv får oversat til ukrainsk og så svarer han, at han har forstået opgaven, eller stiller spørgsmål til det, han er i tvivl om. Det går faktisk utrolig nemt. Og den del tilfalder alene ham og hans måde at være menneske på.”

Kun med halvblå øjne

Selv om Mads bruger en del af sine gode kort på at spille andre bedre, er han ikke hellig, når han snakker om, hvorfor han gør det.

”En stor del af mit sociale arbejde handler om, at jeg gerne vil gøre en forskel. Men en virksomhed skal jo heller ikke køre sig selv i økonomisk sænk ved at gøre en forskel. Og så vil jeg da også gerne være ærlig og sige, at det i min branche ikke altid er det nemmeste at finde ansatte, der er loyale og bliver i mange år. Så jobcentret har brug for nogen som mig – og jeg har af og til brug for jobcentret,” fortæller han.

Loyaliteten fra medarbejderne mangler Mads nu ikke generelt.

”Jeg tror, det handler om, at jeg investerer en masse opmærksomhed, tillid og timer på at finde netop det arbejde til mine praktikanter, som passer til lige dem. Og så kræver det tålmod, når den man skal lære op, ikke lærer så hurtigt som en selv. Den investering betaler sig, som jeg sagde, ikke altid. Men når den gør, er det hele arbejdet værd. Jeg får en bundloyal ansat, der laver nøjagtig det, han eller hun trives med at lave. Og på det personlige plan, er det en stor tilfredsstillelse at vide, at jeg gør, hvad jeg kan.”

”Men kan det betale sig at gøre en social forskel – altså når man ser på bundlinjen?”

Mads tager en tår kaffe, klør hunden bag det ene øre og tænker sig grundigt om, før han svarer.

”Det ved jeg faktisk ikke, om det kan. Jeg har ikke regnet på det. Men det kan det måske. Det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at jeg gør det, jeg tror, er det rigtige – og ikke bliver ruineret af det.”