Kasper, Sine og Jimmy har fået en værdifuld hverdag tilbage
Hos SammenomJOB prismodtageren Lejrskov Rengøring skaber man bæredygtige jobs, som hjælper mennesker med udfordringer i arbejde. En hjælp der har givet Jimmy Linnet, Kasper Mathiesen og Sine Egeskov en værdifuld hverdag igen.
”Jeg er glad, når jeg står op, og glad når jeg har fri. Jeg har ikke en eneste dag, hvor jeg tænker ”åhh nej jeg skal på arbejde.” Sådan var det simpelthen ikke før, jeg blev ansat hos Lejrskov Rengøring.”
Sådan fortæller Jimmy Linnet, der i flere år har været sygemeldt på grund af forskellige psykiske udfordringer. I dag arbejder Jimmy Linnet for Lejrskov Rengøring, hvor han har overkommet sin angst og møder stabilt ind på arbejde 15-19 timer om ugen. En udvikling Jimmy Linnet ikke mener kunne være sket uden Lejrskov Rengøring og deres fokus på at skabe bæredygtige jobs. Jimmy er ikke den eneste. Lejrskov Rengøring modtog prisen SammenomJOB 2023, fordi Jimmy Linnet, Sine Egeskov, Kasper Mathiesen og flere andre efter svære perioder i livet er blevet hjulpet tilbage til arbejdsmarkedet.
”At jeg fik en søn skubbede mig til at ændre mit liv, og jeg er nu blevet en arbejdshest. Jeg kan lide at arbejde, og jeg tager ikke sådan i byen. Det siger mig intet. På grund af Lejrskov Rengørings hjælp er jeg nu kommet videre i mit liv,” fortæller Kasper Mathiesen.
Bæredygtige jobs skaber ikke kun værdi for samfundets økonomiske bundlinje
”Det med at starte langsomt op og gå op og ned i tid, efter hvad jeg har brug for, er en stor hjælp. Det har lært mig, hvordan jeg skal håndtere det med at arbejde og vist mig, at jeg faktisk godt kan,” fortæller Sine Egeskov og beviser her, hvordan skabelsen af bæredygtige jobs ikke kun hjælper mennesker væk fra offentlig forsørgelse, men også på forskellige måder skaber værdi for den enkelte ledige.
Lejrskov Rengørings direktør Lene Ankersborg er ikke i tvivl om, hvor vigtigt arbejdet med bæredygtige jobs er. At anerkende og hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet giver mennesker som Sine, Jimmy og Kasper deres selvtillid tilbage, og de bliver en del af et fællesskab hos Lejrskov Rengøring. Her bliver det tydeligt, hvordan arbejdet bidrager til en bedre livskvalitet. Det er en beskrivelse, som Sine Egeskov kan nikke genkendende til,
”Det er rart at stå op, tage arbejdstøj på og gå på arbejde. Før havde jeg ingenting at stå op til. Mine venner går jo i gymnasiet og laver andre ting,” fortæller Sine Egeskov.
Tillid, tryghed og fællesskab hjælper mennesker tilbage på arbejdsmarkedet
Hos Lejrskov Rengøring har Kasper Mathiesen lært, hvordan man kan komme videre i livet med et godt sammenhold, og ifølge Lene Ankersborg er det kun positivt, at mange med sårbarheder har været hos Lejrskov Rengøring. Lene Ankersborg er sikker på, at en blanding af mennesker fra forskellige samfundslag og livssituationer skaber stor grad af tolerance i forhold til hinanden som kollegaer.
”Mine medarbejdere har mange forskellige baggrunde, men alle er stort set begyndt samme sted hos os. Der er derfor ingen, som tænker, at medarbejderne ”bare” er i praktik. Jeg plejer at sige, du godt kan gå på arbejde, selvom du har en dårlig støvsuger, men det er svært at gå på arbejde med en dårlig kollega, ” forklarer Lene Ankersborg.
Også Jimmy Linnet har haft stor hjælp af især Direktør Lene Ankersborg og medejer Peter Ankersborg, der har hjulpet ham igennem de mange rutsjebaneture, der kommer, når man skal tilbage på arbejdsmarkedet.
”Min største udfordring har tanken, om jeg nu kan klare det, men uanset tidspunktet kan jeg ringe til Lene og Peter. Jeg har aldrig stået alene med mine udfordringer. De har sat sig ind i min situation og hjulpet mig igennem svære perioder,” fortæller Jimmy Linnet.
Når medarbejder har brug for hjælp, tør de at tage fat i Lene Ankersborg, og ifølge Lene Ankersborg skal en virksomhed, der hjælper mennesker som Sine, Kasper og Jimmy i arbejde, skabe en tillid mellem dem selv og medarbejderne. Derefter skal medarbejderne have ansvar for en opgave. Ansvaret og forventningerne gør, at medarbejderne vokser. Selv små opgaver giver den succes, der hjælper den enkelte videre til at kunne påtage sig større og større ansvarsopgaver. Det er dette arbejde, der nu gør, at Lejrskov Rengøring modtog prisen SammenomJOB 2023, hvilket, hvis man skal tro medarbejderne, er fuldt fortjent.
”Jeg var sikker på, at det var ligesom influenza, der var væk igen på 14 dage, og nu sidder jeg her 12 år senere og stadig får medicin. Lejrskov Rengøring har betydet alt for mig. Fra at jeg skulle kæmpe for bare at stå op og komme ud ad døren til nu at arbejde 15-19 timer om ugen, det er jo en vanvittig udvikling,” slutter Jimmy Linnet.