Lykken er at se de unge mennesker vokse som mennesker
Hotel Comwell i Kolding summer af liv. Foyeren er denne eftermiddag et virvar af medicinalvirksomheder, der prøver at sælge noget til hinanden, og hele tiden er der mennesker på vej fra et sted til et andet. Det eneste sted, der ikke er hektisk aktivitet, er i restauranten, der lige i disse timer ikke har ret mange andre gæster end et par, der mener, klokken 15 er tidspunktet til et glas hvidvin.
Ved et bord tæt på vinduerne mødes jeg med Torben, restaurantchef på Comwell.
Torben Reif Sørensen har været ansat på Comwell i 22 år og er i dag køkkenchef. Selv om han til dagligt huserer i køkkenet, er det slet ikke eneste sted, at han har en finger med i udviklingen. Det er ham, der tager praktikanter ind til kortere eller længere forløb. Så uanset om du skal i jobtræning i receptionen, i køkkenet eller i den tekniske afdeling, er det Torben, der har de indledende samtaler og får sat skub i praktikken.
”Ham der går der, har vi lige fastansat som køkkenmedhjælper efter to ugers prøve. Han kommer helt fra Christiansfeld, men har valgt at starte sit arbejdsliv hos os. Det er jeg stolt af,” siger Torben og peger ud på parkeringspladsen.
Den unge mand er bare en af mange udenfor arbejdsmarkedet, som Comwell kan se en fordel i at ansætte. Hos hotelkæden i Kolding er man fuldt ud bevidste om, at den gode arbejdskraft sagtens kan komme via samarbejde med kommunen.
Sådan har det i hvert fald været siden 2010, hvor Torben blev ansat som køkkenchef.
”Lige da jeg var blevet chef, havde jeg et møde med kommunen, der havde nogle unge, der ikke rigtig vidste, hvad de skulle eller ville. Jeg ville gerne se, om jeg kunne gøre en forskel og sagde ja til en praktik. Og lige siden har vi haft et rigtig godt samarbejde med kommunen”.
Torben er ikke sen til at fortælle, at det ikke alene handler om at gøre en god gerning, når han ansætter praktikanter.
”Vi mangler gode kolleger og vil selvfølgelig gerne ansætte mennesker, der brænder for jobbet. Derfor sørger vi også for at planlægge praktikanternes arbejde, så det passer til det, de gerne vil. Hvis en praktikant siger, at han eller hun har svært ved at stå tidligt op om morgenen, så laver vi en aftale om, at de møder fra 14-22. Så kan de spille Playstation, eller hvad de nu vil, hele natten. For mig er det vigtige, at vi laver en aftale og holder den – begge parter. Min opgave er at lave en aftale, som både jeg og praktikanten kan se os i, og som vi begge forpligter os til at overholde.”
Den lige vej er ikke altid den rigtige
Torben brænder ikke alene for at hjælpe unge i gang. Han brænder også for sit fag.
”Jeg vil enormt gerne smitte unge med min glæde for det at arbejde i et køkken. Som tjener, som kok eller som opvasker. I en restaurant er alle lige vigtige. Ellers fungerer det ikke. Uden rent service kan tjeneren ikke servere, det jeg laver. Så vi er afhængige af hinanden,” forklarer han.
Entusiasmen fra køkkenchefen smitter. Både når han fortæller om sit arbejde og det at ansætte praktikanter. Men også i køkkenet. I hvert fald er alle de kokkeelever, han har i øjeblikket, startet som praktikanter hos Torben.
”Jeg elsker at gøre en forskel og tror på det bedste i mennesker, indtil andet er bevist. Jeg ved fra mit eget liv, at man ikke behøver at gå den lige vej gennem gymnasie og universitet for at få et godt liv. Det er det, jeg gerne vil smitte med. Det er også min opgave på Comwell. At smitte de unge. At skabe et godt arbejdsmiljø og et meningsfuldt job for netop dem. Derfor vil jeg også rigtig gerne have, at praktikanter bliver her hos os. Men det vigtigste er sådan set, at de kommer i gang og kommer videre i livet. Jeg vil gerne vise dem glæden og nødvendigheden ved at arbejde og kunne klare sig selv,” siger han eftertænksomt.
Da jeg spørger Torben om nogle af de praktikanter, han husker bedst – eller som har været en menneskelig succeshistorie, tænker han sig grundigt om, mens han smiler.
”Der er mange. Heldigvis. Men der er et par stykker, der skiller sig ud. En af dem kom helt fra Haderslev. Og det er vel ikke for meget at sige, at han havde været en rod, da han, før han flyttede herover, boede i København. Da han startede på Comwell, havde han ikke kørekort. Så han kørte turen fra Haderslev på knallert hver dag. I regn, sol, storm og sne. Så vil man det fanneme,” reflekterer Torben.
Den københavnske knallertkører blev på Comwell i mange år, men er i dag videre i sit arbejdsliv. Torben og ham har stadig kontakt på Facebook, og Torben følger med i hans liv og er glad for, at han har være med til at skubbe livet i en bedre retning.
”Det er derfor, jeg bliver ved med at lægge energi i praktikanterne. Selv om det ikke lykkes hver gang, lykkes det nogle gange. Og når det gør det, er det hele indsatsen værd. Ikke bare for mig eller eleven, men også for Comwell, der har fået nogle knalddygtige medarbejdere ved at åbne op for dem, der måske ikke har det fineste CV, når de begynder. Men det får de.”
Comwell modtog sidste år SammenomJOB-prisen for deres flotte indsats for at skabe bæredygtige job.