SammenomJOB er en gevinst for virksomhederne, de ledige og for Kolding Kommune
Iben Lehmann Rasmussen, formand for Social og Arbejdsmarked
Virksomhederne i Kolding mangler arbejdskraft, samtidig med at mennesker med psykiske eller fysiske udfordringer har svært ved at klemme sig ind på arbejdsmarkedet. SammenomJOB-prisen er en hyldest til de virksomheder, der ser ressourcer i de ledige.
I 2023 år blev hele 76 virksomheder i Kolding Kommune takket og fejret med SammenomJOB-prisen for deres indsats med at skabe bæredygtige jobs. Jobs, der både fastholder og hjælper mennesker til at blive en del af arbejdsmarkedet, tiltrækker unge til erhvervsuddannelserne, skaber jobs til flygtninge og indvandrere, forebygger sygemeldinger og udvikler og opkvalificerer medarbejdernes kompetencer.
En pris og en fejring, der glæder Iben Lehmann Rasmussen, der er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget:
”SammenomJOB er i mine øjne en fantastisk platform for at markere og fejre de virksomheder, der åbner deres døre for dem, der ellers står uden for. Virksomhederne er uvurderlige medspillere, når det handler om at skabe et rummeligt arbejdsmarked. Samarbejdet mellem erhvervsliv og kommune er med til at sikre, at alle får mulighed for at bidrage til og blive en del af arbejdsmarkedet.”
Udvalgsformanden mener, at bæredygtige job er essentielle for at skabe et arbejdsmarked, hvor trivsel og udvikling går hånd i hånd.
”Når vi skaber arbejdsfællesskaber, hvor alle kan være med, sikrer vi, at flere kan blive i arbejde og udvikle sig. Det er jobs, der bygger bro mellem forskellige grupper og fremmer social ansvarlighed, som i mine øjne er en vigtig del af fremtidens arbejdsmarked,” forklarer hun.
SammenomJOB giver positive resultater for både virksomheder, ledige og for kommunen og kan ses som en slags arbejdsmarkedets kinderæg, der som bekendt er hele tre gode ting på en gang.
"For det første får de virksomheder, der investerer i rummelige arbejdspladser, ofte loyale medarbejdere, der virkelig sætter pris på de muligheder, de får. Virksomhedernes indsats for at give de nye medarbejdere en berettigelse og en tryghed i virksomheden gør, at de får motiverede og dedikerede medarbejder, der bringer både engagement og diversitet til virksomheden. Det skaber en positiv kultur og kan endda reducere sygefravær, fordi medarbejderne trives på en arbejdsplads, hvor de føler sig set og værdsat. Det er ikke kun en investering i medarbejderne, men også i virksomhedernes omdømme og trivsel,” mener hun.
Iben Lehmann Rasmussen er stensikker på, at det også er en stor gevinst for de ledige, når de får en chance på arbejdsmarkedet:
”Når ledige får mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet, handler det ikke kun om at have et job, men også om at genvinde selvværd, finde mening i hverdagen og føle sig værdsat i fællesskabet. For mange mennesker giver det et vigtigt løft af livskvaliteten, og det understøtter en følelse af at høre til og det er med til at styrke den enkeltes trivsel, hvilket også har positiv afsmittende effekt på deres familier og sociale netværk. Det gør også vores samfund stærkere og mere sammenhængende, når flere kan deltage aktivt,” fortæller hun.
Den tredje vinder i SammenomJOB er Kolding Kommune, der ud over at have færre udgifter til sociale ydelser og et større skattegrundlag også vinder, når det handler om at føle sig som én samlet kommune.
"Kolding Kommune bliver et mere inkluderende og sammenhængende sted at arbejde og bo. Når flere bliver en del af arbejdsmarkedet og fællesskabet, bygger vi også en kultur, hvor alle kan bidrage. Det styrker hele vores kommune og her spiller SammenomJOB en positiv rolle for sammenhængskraften i kommunen,” siger Iben Lehmann Rasmussen.
Udvalgsformanden understreger, at uden virksomhedernes medvirken, kunne det slet ikke lade sige gøre at skabe et mere rummeligt og inkluderende arbejdsmarked:
”Derfor fortjener de en hyldest – de er rollemodeller for andre virksomheder og inspirerer til at se det større menneskelige potentiale. Så selvfølgelig er vi mere end glade for, at virksomhederne er med til at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. Når en virksomhed ser potentialet i en ledig – og den ledige griber chancen – får vi et inkluderende arbejdsmarked, der er til gavn for alle.”