Skip til hoved indholdet

A-busser skal styrke bybustrafikken i Kolding by

Bybus Kolding midtby

Et nyt busnet skal få flere til at tage bussen i Kolding by.

Kortere rejsetid, flere busafgange og et langt mere overskueligt bybusnet. Sådan lyder visionen i udkastet til et nyt busnet, som politikerne i Plan og Teknik har behandlet tirsdag den 3. september. De nye køreplaner baseret på det nye busnet bliver i løbet af efteråret sendt i høring, så alle får mulighed for at komme med deres bemærkninger. Det nye busnet skal efter planen træde i kraft ved overgangen til sommerkøreplanen i 2025.

Planen med det nye busnet er at styrke den kollektive trafik og bidrage til de mål, der er formuleret i kommunens mobilitetsplan frem til 2035. Ambitionen er inden for de næste ti år at fordoble antallet af passagerer, som benytter den kollektive trafik for at fremme den grønne omstilling.

”Der er fordele og ulemper ved ethvert busnet. Vores ambition er, at vi gerne vil have så mange passagerer som overhovedet muligt for de penge, der er afsat. Det sikrer vi med A-busser med flere afgange og kortere rejsetid på strækninger med mange passagerer. Hele Kolding by skal fortsat være dækket, men for nogle områder vil der blive færre afgange, og det kan også betyde, at der bliver lidt længere til nærmeste stoppested,” siger Jakob Ville, formand for udvalget Plan og Teknik.

I forslaget til nyt busnet lægges der primært op til ændringer for bybusserne i Kolding by. For skoleruterne og de øvrige lokale og regionale ruter er der ikke udsigt til de store forandringer.

A-busser

Svagheden ved det nuværende bybusnet med ni linjer er, at det er svært at overskue. Der er også forholdsvis få afgange på mange af ruterne, og da bybusserne kører ad lange og kringlede ruter, bliver rejsetiden uforholdsmæssig lang for mange passagerer.

For at skabe en bedre service for hovedparten af passagerne lægges der op til at introducere et A-busnet i Kolding by med bybusser, der kører hyppigt og mere direkte på strækninger med mange passagerer. Sideløbende laves der en række andre ruter for at sikre en god bybusdækning af hele byen. Disse busser kører ikke så direkte, og der er længere mellem afgangene.

”I flere andre byer af Koldings størrelse har man med succes introduceret A-ruter, hvilket har betydet, at flere tager bussen. Det samme forventer jeg, vi vil opleve i Kolding by,” forklarer Jakob Ville.

I udkastet lægges der op til to A-buslinjer i Kolding by - en nord-syd og en øst-vest. De kører fire gange i timen på hverdage i tidsrummet kl. 6-18 og to gange i timen frem til midnat. I weekenden kører A-ruterne to gange i timen fra kl. 07 og frem til midnat. A-ruterne betjener mange af de store rejsemål i Kolding by som f.eks. Kolding Storcenter, midtbyen, Kolding Sygehus, større boligområder og uddannelsesinstitutioner.

Øvrige bybusser

De to A-busruter suppleres af fire andre bybuslinjer for at sikre en god dækning af hele Kolding by.

Tre af disse bybusser er målrettet Koldings borgere i bred forstand. De får to afgange i timen i tidsrummet kl. 06-18 og én afgang i timen frem til midnat. I weekenden er der lagt op til, at disse busser kører én gang i timer fra kl. 07 til midnat.

Den sidste bybus er er pendlerlinje, der skal sikre forbindelse fra Kolding Banegård til de mange arbejdspladser i Lilleballe ved Birkemosevej. Bussen kører to gange i timen i myldretiden, og én gang i timen mellem myldretiderne.

Læs mere

I dokumentet Nyt busnet i Kolding Kommune kan du gå i dybden med udkastet til det nye busnet. Herunder kan du se de foreløbige skitser af det nye rutenet. I løbet af efteråret bliver forslag til nye køreplaner fra sommeren 2025 sendt i høring. 

Da forslaget blev behandlet i Plan og Teknik tirsdag havde flere af politikerne forskellige ønsker til det nye busnet. Ønskerne bliver behandlet i den høringsfase, der gennemføres her i efteråret, hvor alle får mulighed for at komme med kommentarer til forslaget om nye køreplaner.

Her kan du se forslaget til nyt busnet i Kolding by - se kortet i stor størrelse.

Her kan du se forslaget til nyt busnet i Kolding Kommune - se kortet i stor størrelse.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje