Fondskonferencen vender tilbage
Foreninger, ildsjæle og kommuner, får nu igen muligheden for at komme helt tæt på de fonde og puljer, der kan medvirke til at gøre drømme og ideer til virkelighed. I 2025 bliver det femte gang at kommunerne i Trekantområdet afvikler den succesfulde fondskonference.
Endnu en gang vil Vejen, Fredericia, Middelfart, Haderslev, Billund, Vejle og Kolding kommuner nemlig være vært ved Fondskonferencen, der i 2025 har Fællesskab, sundheds- og trivselsfremme som overordnet omdrejningspunkt.
Formålet med fondskonferencen er at støtte og inspirere foreninger, lokale ildsjæle og kommunerne i deres arbejde med sundhed, trivsel og fællesskab. Sundhed omfatter på konferencen både det fysiske, det mentale og sociale aspekt af begrebet.
Desuden er konferencen kommunernes mulighed for at samle alle de parter, der er interesserede i at gøre en forskel – men hvor den optimale løsning ofte kræver mere end bare en part i et projekt. Altså skabe kontakt mellem de mange foreninger, NGO’er, fonde samt kommuner, og på den baggrund skabe grobund for fremtidige samarbejder/partnerskaber og samskabelsesprojekter.
Deltagerne kan selv sammensætte deres program og aftenen vil være en blanding af oplæg fra nogle af de fonde der har særlig fokus på sundhed, trivsel og fællesskaber, konkrete råd omkring f.eks. brugen af AI i ansøgninger og projektbeskrivelser, og uformelle samtaler om f.eks. støttemuligheder, gode ansøgningsråd og om, hvordan et projekt kan laves, så det skiller sig ud fra mængden.
Programmet er endnu ikke endeligt fastlagt, og der er derfor ikke åben for tilmelding endnu, men arbejdsgruppen bag fondskonferencen opfordrer alligevel interesserede til at sætte kryds i kalenderen, den 25. februar 2025 fra klokken 16 – 20. Arrangementet afvikles i Vejen Idrætscenter. Program med mulighed for tilmelding ventes udsendt til januar i det nye år. Indtil da, vil der løbende komme mere information på bl.a. kommunernes hjemmesider.
Det er femte gang, at kommunerne arrangerer fondskonference, og fælles for de tidligere konferencer har været en stor tilslutning på godt 500 deltagere, der bekræfter interessen for at blive klogere på mulighederne for at opnå fondsstøtte til forskellige projekter.