Skip til hoved indholdet

Fremover bliver dit affald hentet i el-skraldebiler

Meldgaard fortsætter med at tømme din skraldespand - fremover i el-skraldebiler (foto: Kolding Kommune)

Skraldebilerne kommer til at køre på el, og alle borgere skal have tømt 10 forskellige typer affald hjemme ved husstanden. Det er nogle af punkterne i en ny kontrakt mellem Kolding Kommune og Meldgaard Miljø.

Du kender dem allerede, Meldgaards skraldebiler. For det er dem, skraldemændene kører rundt i i dag, når de tømmer din skraldespand. Det fortsætter de med, når den nuværende kontrakt udløber med udgangen af september 2025.

Det står klart, efter at opgaven har været i udbud. Fire selskaber bød på renovationsopgaven som løber fra 1. oktober 2025 og otte år frem. I udbuddet var der lagt lige stor vægt på pris og kvalitet, og i sidste ende faldt valget altså på Meldgaard Miljø.

I kontrakten står der blandt andet, at mindst 60 % af indsamlingen kommer til at foregå med nul-emissions-lastbiler. I praksis betyder det, at størstedelen af lastbilerne kommer til at køre på el.

Godt nyt for miljøet

”Tømning af affald skal bare fungere. Så vi er rigtig glade for, og ser frem til, at fortsætte samarbejdet med Meldgaard. Samtidig er det rigtig godt for miljøet, at skraldebilerne fremover kommer til at køre på el”, siger Jakob Ville, formand for Plan- og Teknikudvalget i Kolding Kommune.

Den nye kontrakt omfatter indsamlingen af 10 fraktioner. Altså at du får tømt både din nuværende skraldespand til mad- og restaffald samt to nye beholdere til genanvendeligt affald. Det er for tidligt at sige noget om, hvilken type skraldespande der er tale om, og hvilken størrelse de har. Det arbejde fortsætter nu. Til gengæld står det klart, at hver husstand skal have tre beholdere i alt. Ved etageboliger skal du fortsat aflevere dit affald i fælles skraldespande – blot med beholdere til flere typer affald end i dag.

Hvornår du modtager dine nye beholdere, datoer for tømning og hvilke typer affald der skal i hver beholder kommer der meget mere information om, når vi kommer længere frem i forløbet. Vi forventer, at de nye beholdere bliver kørt ud i slutningen af 2025 og begyndelsen af 2026.

Hvorfor tager det så lang tid?

Der er intet vi hellere ville end at speede processen op, men det tager tid, fordi vi er nødt til at være grundige.

Først og fremmest tager det lang tid at få leveret og indrettet de nye el-skraldebiler. I øjeblikket er leveringstiden på knapt halvandet år. Derudover skal der bestilles og produceres nye beholdere, planlægges nye ruter, indgås aftaler med bolig- og grundejerforeninger, laves infomateriale og meget andet.

Gode erfaringer

Til gengæld betaler tålmodigheden sig. For undersøgelser, erfaringer fra andre kommuner og vores forsøg i Vester Nebel viser, at der bliver samlet mere genanvendeligt affald ind, når beholderne står hjemme på egen matrikel.

Forsøget i Vester Nebel, som siden marts 2023 har testet en ny affaldsløsning, har samtidig givet gode erfaringer, som er taget med i de rammer, som Meldgaard skal arbejde indenfor. Der er også hentet inspiration fra andre kommuner, som allerede er i gang med indsamling af 10 fraktioner.

Tømning af affald skal bare fungere. Så vi er rigtig glade for, og ser frem til, at fortsætte samarbejdet med Meldgaard. Samtidig er det rigtig godt for miljøet, at skraldebilerne fremover kommer til at køre på el

Jakob Ville, formand, Plan og Teknik, Kolding Kommune
Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje