Hent gratis kompost - og gør din have sommerklar
Påskeferien er i sigte for mange, og heldigvis er de første varme sommerdage begyndt at vise sig.
Måske har du planer om at trække i haven og gøre den sommerklar. Derfor kan du to gange om året, omkring påske og efterårsferien, hente gratis kompost på genbrugspladserne – så nu er det tid igen.
Komposten kan afhentes i uge 12 og 13 samt på 2. påskedag - alt sammen så længe lager haves. Det betyder, at du kan hente komposten fra mandag den 18. marts til mandag den 1. april, begge dage inklusiv. Der fyldes løbende op med kompost, så selv hvis den ene dag er tom, vil den være fyldt op igen næste dag.
Du kan hente komposten på følgende tre genbrugspladser:
Vamdrup Genbrugsplads, Østermarksvej 2
Christiansfeld Genbrugsplads, Arlavej 9
Kolding Nord Genbrugsplads, Bronzevej 3
Inden du anvender komposten, er det vigtigt at blande den med almindelig jord eller sand, da den ellers kan være for koncentreret til direkte plantning.
Komposten er ikke varmebehandlet, men den har gennemgået en otte måneders komposteringsproces, hvor den naturlige varme, der opstår, sikrer, at komposten enten ikke indeholder eller kun indeholder meget få ukrudtsfrø, der kan spire.
Find mere om komposten på Hent gratis kompostjord på genbrugspladsen forår og efterår
Meget haveaffald? Mere kvas – mindre mas
Når du er i gang med at gøre haven sommerklar, oplever du sikkert ofte, at du ender op med en masse haveaffald. I stedet for at køre det hele på genbrugspladsen, kan du faktisk bruge det derhjemme. Dette vil gavne biodiversiteten, og du slipper for de mange bilture.
Lørdag den 13. april har vi et event, "Skab liv i din have", hvor du bliver guidet til, hvordan du kan skabe mere biodiversitet i din have, blandt andet ved hjælp af dit haveaffald. Billetterne er revet væk på rekordtid, men der er stadig en masse du selv kan gøre. Her er nogle eksempler på, hvad du kan gøre derhjemme i din have for at øge biodiversiteten:
- Byg et kvashegn af dit haveaffald
- Forvandl din græsplæne til en vild blomstereng
- Skab liv for insekterne – plant blomstrende træer og buske
Boost biodiversiten og find inspirationsmateriale på www.kolding.dk