Skip til hoved indholdet

Kolding har næststørst befolkningsvækst vest for Storebælt

Koncert ved Slotssøen

Befolkningen i Kolding Kommune voksede i 2024 med 1,02 procent. Den vækstrate er vest for Storebælt kun overgået af Aarhus

I 2024 var det populært at slå sig ned i Kolding Kommune. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Her bliver Kolding placeret som nummer to på listen over kommunernes befolkningsvækst vest for Storebælt. Kun Aarhus Kommune var mere populær end Kolding.

Med en vækst på 1,02 procent placeres Kolding Kommune som nummer 14 på listen over den procentvise vækst i samtlige danske kommuner, og ligger altså i top-to i kommunerne vest for Storebælt.

- Det er helt fantastisk, at Kolding Kommune indtager så flot en placering. Det viser, at flere har fået øje på de kvaliteter, der er ved at bo, leve, arbejde og uddanne sig i vores kommune. Vi ved, at væksten især kommer fra folk, der rejser til Kolding fra udlandet for at arbejde og studere. Det er positivt, for hele landet har brug for international arbejdskraft for at kunne rekruttere de medarbejdere, der er brug for fremover. Så man kan sige, at Kolding går foran og viser vejen, påpeger borgmester Knud Erik Langhoff.

Kolding Kommune har også noget så usædvanligt som et fødselsoverskud, der er på 32 personer. Et fødselsoverskud er balancen mellem, hvor mange der bliver født, modregnet dem der afgår ved døden. Når man har et fødselsoverskud, bliver der altså født flere, end der dør.

I 2024 var det kun var 28 af landets 98 kommuner, der havde et fødselsoverskud. Deriblandt var altså Kolding Kommune.

Vonsild vokser mest

Når befolkningen vokser, vil visse lokalsamfund også blive større, selv om det ikke nødvendigvis er de nye borgere, der tegner sig for den vækst, der er i lokalområderne. Der er i høj grad også tale om, at folk flytter internt i kommunen og blandt andet slår sig ned i nye boligområder.

Det er netop tilfældet i Vonsild, der topper listen over lokalsamfund i Kolding Kommune, der er vokset i 2024. Vonsild, der er en forstad til Kolding, har oplevet en vækst på hele 8,35 procent. Det hænger sammen med, at der er bygget en stor, ny bydel i det sydøstlige Vonsild.

På andenpladsen ligger Dalby, der er naboby til Vonsild, og først på tredjepladsen placerer Kolding Midtby sig.

- Vi oplever helt klart, at oplandet til Kolding er uhyre populært. Her er der let adgang til natur og grønne områder, og man få gavn af den centrale placering blandt andet ved motorvejsnettet, der betyder, at man let kan komme til og fra sin arbejdsplads, forklarer borgmesteren og fortsætter:

- I kommunen kan vi blandt andet se det på interessen for nye boligområder og byggegrunde. De grunde, kommunen havde til salg i Vonsild, blev nærmest revet væk. Vi ser også stor interesse for områder som Dalby, Nr. Bjert, Drejens og Vester Nebel, mens der samtidig er fin interesse for centerbyerne. Derfor er kommunen på vej med nye udstykninger i Vester Nebel, Nr. Bjert og Vonsild, forklarer Knud Erik Langhoff.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje