Skip til hoved indholdet

Kom til indvielse af Vonsild Folkeskov og plant et træ

Når Vonsild Folkeskov indvies den 4. november, bliver der mulighed for at håndplante træer, som i Viborg, hvor Growing Trees Network tidligere har været med til at rejse en Folkeskov. Foto: Growing Trees Network.

En ny skov er på vej i Vonsild mellem Vonsildvej, Bomhusvej og et helt nyetableret boligområde. Arealet, hvor den nye Folkeskov skal ligge, ejes af Kolding Kommune og har i mange år været bortforpagtet som landbrugsjord. Nu kan naboerne til området se frem til en grøn oase på omkring 3 hektar.

Det er Kolding Kommune og Business Kolding, der har indgået et partnerskab med Growing Trees Network og det er private virksomheder i Kolding kommune, der har doneret penge til træerne. I alt bliver der plantet ca. 8.000 træer.

Alle interesserede kan være med til at håndplante omkring 500 træer, når parterne bag skoven inviterer til indvielse mandag den 4. november kl. 15.30–17.00.

Udover muligheden for at plante træer, byder Kolding Kommune også på snobrød over bål og fortæller om, hvordan man som husejer kan skabe en vildere have. Du vil også kunne plante vilde blomsterfrø i området, der kan bidrage til at øge biodiversiteten.

Formand for Natur, Miljø og Klima Jørn Chemnitz er begejstret for udsigten til bynær skovrejsning i den sydlige del af Kolding.

- Skovrejsning har mange gavnlige effekter på miljø og klima, fx kan træerne binde CO2 og bidrage til en bedre lokal biodiversitet. Skovrejsning er også med til at beskytte grundvandet og samtidig har skove en positiv visuel betydning for landskabet og fremmer fysisk og mental trivsel, fortæller Jørn Chemnitz.

Der bliver nem adgang til Vonsild Folkeskov, da Kommunens Entreprenørafdeling anlægger grusstier i skoven. Desuden er der afsat et areal til en skovlegeplads, som lokale borgere i området vil kunne etablere.

Flot opbakning fra virksomhederne

Formand for Plan og Teknik Jakob Ville ser ligeledes frem til den nye Folkeskov i Vonsild.

- Vonsild er i en rivende udvikling med flere nye boligområder og vi ved, at nærliggende natur er vigtig, når man skal beslutte sig for, hvor man vil bo, siger Jakob Ville og tilføjer:

- Opbakningen fra virksomhederne er flot og jeg vil gerne takke dem, der har taget godt imod muligheden for at bidrage til Vonsild Folkeskov og gøre opmærksom på, at det stadig er muligt at donere træer til Folkeskoven.

At plante nye skove er én af de indsatser i Kolding Kommunes nye erhvervspolitik, der skal bidrage til den bæredygtige omstilling. Koldings virksomheder er derfor inviteret med i partnerskabet omkring Vonsild Folkeskov og indtil videre har virksomhederne EKJ Kolding, PIERRE EJENDOMME A/S og Alfix A/S doneret penge til mellem 200 og 625 træer i Folkeskoven. Desuden har en firmadonor, som ønsker at være anonym, doneret 2.000 træer.

Program for indvielsen af Vonsild Folkeskov

Kl. 15.30 – 15.50: Velkomst og taler ved:

•    Jørn Chemnitz, formand for Natur, Miljø og Klima

•    Jakob Ville, formand for Plan og Teknik

•    Lars Heiselberg Vang Jensen, formand for Growing Trees Network

Fællessang: ’Vi vil plante et træ’ af Erik Busk

Kl. 15.50 – 16.30: Vi håndplanter træer

Kl. 16.30 – 17.00:

Kolding Kommune byder på snobrød over bål og fortæller om vilde haver

Entreprenørafdelingen viser deres grusudlægger-maskine frem, som de bruger, når de laver og renoverer stier i Kolding kommune.

Tilmelding til arrangementet på 'Indvielse af Vonsild Folkeskov'

Plant et træ med et budskab

Til indvielsen er der mulighed for at dekorere en plantepind, som du kan sætte ved dit træ. Den kan dekoreres fx med dit navn eller en tegning, træet kan også dedikeres til klimaet, en du har kær, biodiversitet, en taknemmelighed, til minde om afdød slægtning eller ven – eller andet, der er af betydning for dig.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje