Ny bylivsplaymaker skal skabe liv og aktivitet i Kolding midtby
Bylivsplaymaker Kristina Ladager
Der er fuld gang i arbejdet med at styrke Kolding midtby og nu får byen en ekstra hjælpende hånd; 1. januar starter en ny bylivsplaymaker, som skal være med til at skabe liv, aktiviteter og fællesskaber i midtbyen i samspil med byens mange aktører.
Den nye bylivsplaymaker er Kristina Ladager. For nogen – især aktører på kultur- og fritidsområdet – er hun et velkendt ansigt. De sidste seks år har hun nemlig været ansat som eventudvikler i Kultur og Event i Kolding Kommune, hvor hun bl.a. har været projektleder på fejringen af Genforeningen i 2021, Tour de France i Kolding i 2022 og senest Post Nord Danmark Rundt i sommer, hvor Kolding var startby for en løbsetape. Forinden var hun ansat i kommunens kommunikationsafdeling i en årrække. Det er således en bylivskoordinator med et indgående kendskab til Kolding og de mange aktører, som skal være med til at løfte midtbyen.
Som playmaker bliver en af Kristina Ladagers opgaver at sætte den særlige Bylivspulje, som Kulturudvalget netop har offentliggjort, i spil. Der er 1.4 mio. kr. i puljen, som alle, der vil skabe aktiviteter, events og midlertidig udsmykning i midtbyen, kan søge. Derudover skal hun hjælpe med at skabe overblik over alle midtbyens arrangementer og aktiviteter og understøtte kommunikationen om dem – både udadtil til borgere og besøgende men også til de forskellige aktører i midtbyen, fx butikker, erhvervsdrivende, restauratører og kulturinstitutioner, således at de gode historier når bredt ud og vigtig viden rammer de rette aktører.
Et stærkt samarbejde med byen
Den nye bylivsplaymaker glæder sig til at komme i gang med arbejdet fra årsskiftet. Hun er allerede dog tyvstartet lidt og har mødtes med både Detailværket, der er et netværk for detailhandel under Business Kolding, samt Bylivsforum, der rummer repræsentanter fra kulturlivet, turisme, erhverv og byrådet. Begge rummer aktører, der skal være med til at skabe liv i midtbyen og som derfor er vigtige samarbejdspartnere for bylivsplaymakeren og den samlede indsats ”Sammen om Bymidten”, som politikerne i Byrådet har vedtaget.
- Jeg ser frem til at møde endnu flere af midtbyens aktører og gå på opdagelse i de mange muligheder, som Kolding midtby rummer. Allerede nu er der mange, der bidrager til at skabe liv og oplevelser i Kolding og jeg glæder mig til at blive klogere på, hvordan vi sammen løfte de ting, vi allerede har, men også hvordan vi i fællesskab kan udvikle nye tiltag og lave nye koblinger, der kan skabe liv og oplevelser for alle i midtbyen, siger Kristina Ladager og understreger, at man er mere end velkommen til at kontakte hende, hvis man har idéer til nye tiltag eller spørgsmål til Bylivspuljen.
Idéen med en bylivsplaymaker kom frem under efterårets budgetforhandlinger, hvor politikerne besluttede at afsætte midler til det i en prøveperiode på to år. Formand for Kulturudvalget, Ole Rosengreen Martensen (V) glæder sig over, at arbejdet med midtbyen får en saltvandsindsprøjtning med den nye bylivsplaymaker.
- Det er en særlig prioritet for Kulturudvalget at styrke midtbyen og gøre den til et samlingspunkt for oplevelser og fællesskaber. Med bylivsplaymakeren og Bylivspuljen sikrer vi, at midtbyen får gode ressourcer til at udvikle sig til et endnu mere levende, aktivt og attraktivt mødested for både borgere og besøgende. Vi håber selvfølgelig, at mange vil gribe muligheden for at bidrage til byens udvikling.
Om Bylivspuljen
Bylivspuljen rummer 1.4 mio. kr. som alle, der ønsker at skabe aktiviteter og midlertidig byudsmykning kan søge. Midlerne i puljen kommer fra City Koldings tidligere aktivitetstilskud samt Kulturudvalgets afsatte midler til bylivsaktiviteter. Der er to måder at søge puljen på; en kvik-uddeling, hvor man kan søge op til 15.000 kr. og hvor man får svar inden for 14 dage samt en kvartals-uddeling, hvor man kan søge over 15.000 kr. Der er fire frister årligt; januar, april, august og november. Bortset fra januar-fristen, som i 2025 er den 10. januar, er fristen den 1. i den pågældende måned. Ansøgningerne bliver behandlet på Kulturudvalgets ordinære møder, som finder sted i henholdsvis februar, maj, september og december, hvorefter man får svar.
Læs mere og søg Bylivspuljen
Har man spørgsmål til puljen, er man velkommen til at kontakte bylivsplaymaker Kristina Ladager på kultur@kolding.dk / 24 83 17 26.