Skip til hoved indholdet

Ny direktør på plads i Kolding Kommune

Nicolai Dupont Heidemann

Nicolai Dupont Heidemann bliver Kolding Kommunes nye social- og arbejdsmarkedsdirektør.

Kolding Kommune ansætter Nicolai Dupont Heidemann som ny social- og arbejdsmarkedsdirektør

1. maj bliver første arbejdsdag for Kolding Kommunes nye social- og arbejdsmarkedsdirektør.

Nicolai Dupont Heidemann kommer til Kolding efter en række år i Sønderborg Kommune, hvor han pt. er direktør for Børn, Uddannelse og Sundhed.

Sammenlagt har Nicolai Dupont Heidemann arbejdet i den sønderjyske kommune i 9 år først som kulturchef, siden som direktør for Kultur og Erhverv og siden 2022 i det nuværende direktørjob. Her har han bl.a. ansvar for ungeområdet og for børne- og familieområdet, som er en del af det specialiserede socialområde.

Vender hjem til Kolding

Inden han tog til Sønderborg, var han gennem 7 år ansat i Kolding Kommune, først som bibliotekschef, siden som kulturchef.

- Jeg er virkelig glad for, at vi kan trække en kapacitet som Nicolai Dupont Heidemann hjem til Kolding igen. Social- og arbejdsmarkedsområdet er et kommunalt forvaltningsområde, hvor der er et stort pres på økonomien, og hvor der skal gennemføres reformer de kommende år. Der vil altså blive stillet store krav til den nye direktør. Og vi vurderer, at Nicolai både har de nødvendige kvalifikationer og mod på opgaven, pointerer borgmester Knud Erik Langhoff.

Kommunaldirektør Merete Dissing ser frem til samarbejdet med Nicolai Dupont Heidemann.

- Vi kender Nicolai i forvejen som et ordentligt og engageret menneske, der er opsat på at gøre en forskel i samarbejde med ledere, medarbejdere og andre relevante aktører. Og siden han sidst var ansat i Kolding Kommune, har han høstet værdifulde erfaringer som topchef i Sønderborg, så han har meget at bidrage med. Vi glæder os til at få ham med ombord i Direktionen, hvor vi arbejder sammen som et team, fortæller Merete Dissing.

Nicolai Dupont Heidemann er uddannet cand.mag. i historie og samfundsfag og har gennem årene videreuddannet sig inden for organisation, ledelse, statskundskab, retorik og forhandlingsteknik.

Han bor i Kolding, er gift med Janne og sammen har de tre børn.

Fra ambitioner til konkrete handlinger

Nicolai Dupont Heidemann ser frem til at komme hjem til Kolding og gøre en forskel for den kommune, han har boet i gennem mange år, og hvor han ser mange muligheder og kvaliteter.

- Jeg glæder mig til at bidrage til at indfri Kolding Kommunes høje ambitioner på social- og arbejdsmarkedsområdet. Særligt er jeg optaget af, at vi får omsat disse ambitioner i konkrete handlinger med afsæt i borgernes og virksomhedernes virkelighed. Det vil jeg sætte mig i spidsen for i et tæt samspil med byråd, forvaltninger, medarbejdere, virksomheder og borgere, siger Nicolai Dupont Heidemann

Nicolai Dupont Heidemann overtager direktørjobbet i Kolding efter Annette Lund, der pt. er konstitueret social- og arbejdsmarkedsdirektør, efter at den tidligere direktør på posten, Thomas Reintoft, forlod jobbet til fordel for en stilling som kommunaldirektør i Vejen Kommune ved årsskiftet.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje