Skip til hoved indholdet

Ny indsats vil inspirere børnefamilierne i Kolding til at spise grønnere og sundere

Bæredygtighedskonsulent Helle Vilsbøll er projektleder for Smag Dig Frem-indsatsen i Kolding.

Efter en omfattende udvælgelsesproces er Kolding Kommune valgt som én af i alt tre samarbejdskommuner i et nyt, banebrydende nationalt madprojekt. Målet er at inspirere børnefamilier til at ændre madvaner med udgangspunkt i De officielle Kostråd.

Med en bevilling på 18,3 mio. kroner fra Nordea-fonden og 28,9 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden vil den nye ambitiøse treårige indsats “Smag dig frem - gør Danmark grønnere”, give mere end en halv million danske børnefamilier appetit på sundere og mindre klimabelastende madvaner med grønnere og sundere mad på tallerkenen. Bag indsatsen står Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen.

Gennem indsatsen vil børnefamilier i hele landet møde sund og grøn inspiration flere forskellige steder i hverdagen – fra det lokale supermarked og kantinen til idrætsklubben og madkundskabslokalet. DR vil parallelt sætte fokus på madkulturen i Danmark, både nu og i fremtiden.

Ideen til projektet udspringer blandt andet af, at rigtig mange danskere er i tvivl, når det handler om både at købe og lave mad, som tager hensyn til sundhed og klima. Derfor kræver det en indsats fra rigtig mange sider, hvis man som travl børnefamilie skal ændre, hvordan man køber ind og laver mad.

Arne Astrup, direktør for afdelingen for ernæringsforskning og overvægt i Novo Nordisk Fonden, ser frem til, at indsatsen kan hjælpe flere børnefamilier med at indfri deres ønske om at spise både sundere og grønnere – også i en travl hverdag:

“Mange vil gerne erstatte noget af kødet med grønne retter. Men det kan være en stor udfordring at omsætte de gode intentioner til hverdagen, når man skal sammensætte et grønt måltid med for eksempel linser og bønner og få det til at smage så fantastisk, at man glemmer kødet. Samtidig skal man have alle de vigtige næringsstoffer med. Det kræver nogle nye færdigheder indenfor indkøb og madlavning, som dette projekt kan få ud til danskerne - især til de travle børnefamilier.”

Passer perfekt til fokus på et bæredygtige fødevarer

I Kolding ser borgmester Knud Erik Langhoff et stort potentiale i projektet og glæder sig til, at indsatsen kommer til at gøre en forskel for tusindvis af børnefamilier i kommunen:

”I Kolding glæder vi os over at være en del af denne ambitiøse indsats, der passer perfekt til vores mangeårige fokus på at fremme et mere bæredygtigt lokalt fødevaresystem. Med initiativet 'Smag dig frem' får vi en unik mulighed for at engagere børnefamilier på en helt ny måde, der kan accelerere bevægelsen mod en bæredygtig madkultur. Vi ser frem til at præge den nationale dagsorden gennem projektet og håber samtidig at kunne inspirere andre kommuner.”

Udover Kolding er Slagelse og Svendborg Kommuner udvalgt som samarbejdskommuner.

Grønnere og sundere mad på tallerkenen gennem forskellige lokale og nationale aktiviteter

“Smag Dig Frem - gør Danmark grønnere” består af forskellige aktiviteter på tværs af kommunen og involverer en lang række aktører i hele kommunen, som betyder, at børn og forældre i Kolding kommer til at møde grøn og sund mad i skolen, i SFO’en, på arbejdspladsen, gennem tilbud i fritiden og i supermarkedet i løbet af en normal dag. Alle lokale aktiviteter udvikles i samarbejde med medarbejdere, elever, supermarkeder, frivillige og familier fra kommunen.

Noget af det, der allerede er i støbeskeen, er et madkundskabsforløb med fokus på grønne vaner på otte af kommunens folkeskoler. Som en del af forløbet vil skolerne deltage i Danmarksmesterskaberne i Madkamp. I udvalgte lokale supermarkeder bliver det nemmere for kunderne at lægge sunde og grønne varer i indkøbskurven. På fem udvalgte arbejdspladser bliver køkkenmedarbejdere i personalekantinen klædt på til at inspirere med grønne og sunde retter og i udvalgte boligområder kan børnefamilierne komme på madkurser og lære nye tricks til at komme godt i mål med børnene i køkkenet. Endelig kommer der aktiviteter i udvalgte frivillige foreninger, hvor maden og måltidet bliver en fællesskabende aktivitet.

Til inspiration for landets øvrige kommuner

Og netop indsatsens bidrag til at styrke fællesskaber i hver af de tre samarbejdskommuner er for Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller afgørende, hvis vi skal lykkes med at ændre danskernes madvaner på tværs af arenaer, aktører og aldre:

”Vi er stolte af at støtte dette projekt, som både vil bruge maden som et fælles tredje, og samtidigt inspirere og motivere børnefamilier til at lave sund og grøn mad. Projektet vil udvikle og teste en multikomponent indsats, som møder børnefamilierne, hvor de er i både skole, arbejde, fritid, hjemmet, på de sociale medier samt i indkøbssituationen. I Nordea-fonden støtter vi det gode liv. Vi har ikke opskriften, men vi tror på, at Smag Dig Frem har de nødvendige ingredienser for at styrke sunde, grønne madfællesskaber.”

Målet er, at projektets resultater, sammensætningen af aktiviteter og lokale erfaringer fra blandt andet Kolding Kommune vil tjene som inspiration for landets øvrige kommuner i forbindelse med at give danske børnefamilier appetit på en mindre klimabelastende mad- og måltidskultur med grønnere mad på tallerkenen.

Mere om indsatsen

Om projektet

• Med “Smag Dig Frem - gør Danmark grønnere” er det visionen at skabe en sundere og grønnere madkultur hos børnefamilier med afsæt i De Officielle Kostråd – godt for sundhed og klima. Indsatsen består af en række involverende og inspirerende aktiviteter, som rammer børnefamilien fra så mange sider som muligt: i medierne, på arbejdspladsen, i skolen, i detailhandlen og i fritiden indenfor veldefinerede sammenhængende perioder og rammer.

• Indsatsen bliver evalueret eksternt og resultater vil løbende blive offentliggjort og delt i relevante faglige fora. Der vil derudover blive oprettet en projekthjemmeside, hvor nyeste viden og evalueringsresultater vil blive tilgængelige.

Samarbejdskommuner

• Indsatsens aktiviteter foregår i tre udvalgte kommuner, fordelt over Danmark: Svendborg, Kolding og Slagelse.

• Udvælgelsen er baseret på en omfattende kortlægning af alle landets 98 kommuner, som er indsnævret ved hjælp af kriterier som pendling, størrelse på arbejdspladser, husstandsindkomst, indbyggertal og geografisk placering. Herfra fik syv kommuner mulighed for at søge om at blive en del af indsatsen, hvorefter de endelige tre kommuner blev udvalgt.

•    Alle aktiviteter og indsatser udvikles og grundfinansieres af indsatsen, ligesom der også medfølger tildeling af økonomiske ressourcer til de tre udvalgte samarbejdskommuner.

Projektperiode

•    2025-2027

Bevillingsgivere

•    Novo Nordisk Fonden med (28,9 mio. kr.) og Nordea-fonden (18,3 mio. kr.).

Bevilliget beløb

•    47.202.850 mio. kr., heraf modtager Kolding Kommune som partner 1 mio. kr. og medfinansierer hertil 1. mio. kr.

Partnere 

•    Bag indsatsen står Fødevarestyrelsen, DR, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen, som alle har stor erfaring med udvikling og gennemførsel af adfærdsændrende aktiviteter målrettet børn, unge og familier.

Læs også den nationale nyhed her på Madkulturens hjemmeside.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje