Skip til hoved indholdet

Politisk opbakning til Marina City trods prisstigning

Visualisering af havnepromenade i Marina City

Havnepromenaden i Marina City. Visualisering COBE og Kolding Kommune.

Kolding Kommune holder fast i udviklingen af en ny bydel på sydsiden af Kolding Fjord med et attraktivt havne- og marinamiljø med 1.000 bådpladser samt tiltrækkende boliger. En ny bevilling på 141 mio. kr. skal sikre, at det ambitiøse Marina City-projekt kan gennemføres som planlagt med fokus på kvalitet og en høj grad af bæredygtighed.

25. marts blev politikerne i byrådet præsenteret for en status på Marina City-projektet og et opdateret anlægsprojekt. Af redegørelsen fremgår det, at projektet – i 2025-priser - bliver 25 pct. dyrere end det første forsigtige overslag fra 2018, der var behæftet med stor usikkerhed. Et enigt byråd gav tilsagn om en ekstra bevilling på 141 mio. kr., så Marina City kan gennemføres som planlagt.

”Vi har fået en overbevisende og seriøs redegørelse, som forklarer, hvorfor projektet bliver dyrere end først anslået. Samtidig er vi blevet præsenteret for et opdateret budget, som hviler på et robust og gennemarbejdet grundlag. På den baggrund har vi sagt ja til den ansøgte ekstrabevilling, så vi kan fortsætte arbejdet med Marina City, som er et af vores flagskibe i udviklingen af Kolding Kommune,” siger borgmester Knud Erik Langhoff.

Derfor bliver det dyrere

Der er flere grunde til, at Marina City tegner til at blive dyrere end først anslået. De to hovedårsager er:

  • Priserne på byggematerialer og anlægsarbejder har været på himmelflugt efter covid-19 og krigen i Ukraine med ekstraordinære prisstigninger på 25-50 pct.
  • Kolding Kommune har af miljømæssige årsager fravalgt den omstridte metode, hvor fjordbundsmateriale fra uddybningen i Kolding Fjord klappes (flyttes ud) på en af de godkendte klappladser i Lillebælt. Den nye løsning er bl.a. baseret på dræning, så det opgravede uddybningsmateriale kan nyttiggøres i det nye landområde. Metoden er 50 mio. kr. dyrere end klapning. Til gengæld mindskes presset på havmiljøet.

Mere præcist og robust budget

Budgettet for Marina City lyder i 2025-priser på 669 mio. kr. Det er 141 mio. kr. dyrere end budgettet fra 2018 omregnet til 2025-priser. De 50 mio. kr. bliver dækket af lejeindtægter fra lystbådehavnen, mens en del af indtægterne fra salg af byggeretter sikrer det resterende beløb.

Det nye budget er udarbejdet på et langt mere detaljeret grundlag og er derfor mere robust end det første overslag fra 2018. Det skyldes bl.a., at der nu er gennemført projektering og udbud af de entrepriser, som der er knyttet størst usikkerhed til - primært de marine arbejder.

I det nye budget er der også indbygget en række håndtag for at reducere risikoen for, at budgettet overskrides. Der er også identificeret flere dele af projektet, hvor der forventes at kunne skaffes finansiering gennem fundraising, uden at disse evt. tilskud er regnet med i budgettet.

”Vi er opmærksomme på, at den endelige pris formentlig bliver højere end de 669 mio. kr., som det opdaterede budget lyder på i 2025-priser. Når de enkelte entrepriser sættes i gang i løbet af de kommende år, vil der ske en indeksregulering – dvs. priserne skal justeres op eller ned, så de følger ændringerne i den pågældende branche og i samfundsøkonomien. Den praksis er helt normal og anvendes ved alle større anlægsprojekter. Det afgørende er, at vi nu har et gennemarbejdet og robust budget, som vi har tillid til,” understreger Knud Erik Langhoff.

Det videre forløb

Efter den politiske afklaring bliver der nu arbejdet videre med Marina City-projektet på fuld kraft. Allerede fra maj i år bliver der taget hul på en opgradering af eksisterende havnearealer på Marina Syd med en ny adgangsvej og havnepromenade. Forventningen for de nye arealer er, at 2025-2026 vil gå med at få miljøplaner og -tilladelser på plads. I årene 2027-2028 skal der arbejdes med det omfattende havnebyggeri, så havnedelen og det nye vandsportscenter kan tages i brug i foråret 2029.

Undervejs gøres der klar til boligbyggerierne, ligesom arealerne klargøres med veje, parkering, bådoplag, havnepromenade, park, osv.

Under forudsætning af, at der ikke sker noget uforudset, forventes Marina City at være nået godt i mål omkring 2030.

Forventet tidsplan pr. marts 2025

2025202620272028202920302031 og frem
PlanlægningsarbejderPlaner og tilladelser i høring og på pladsInddæmning, uddybning og opfyldningHavnebyggeri, moler og broerForår: Indvielse af det havneanlæg og vandsportscenterModernisering af det gamle havneanlægBygge- og anlægsarbejder fortsættes og afsluttes over en årrække
Havnepromenade vestHavnepromenade vest klarHavnebyggeri og molerVandsportcenter og byggemodning for boligerByggeri af første boliger påbegyndesForskellige landarealer færdiggøres
Ny adgangsvej til marinaenVandsportcenter planlægningVandsportcenter påbegyndes
Forskellige landarealer anlæggesFørste boliger kan være klar





Byggemodning for næste boliger

Infoboks – om Marina City

På sydsiden af Kolding Fjord skabes en ny attraktiv bydel, hvor fjord, by og marina mødes.

Marina City vil rumme et nyt og tiltrækkende bolig- og havnemiljø samt moderne lystbådehavn med 1.000 bådpladser, hvilket vil gøre marinaen til den største uden for hovedstadsområdet.

Planerne giver mulighed for at opføre ca. 325-350 boliger. Bygningerne kan være op til otte etager, en enkelt dog op til 16 etager. Visionen er en vifte af forskelligartet byggeri, heraf en fjerdedel almene boliger.

Foruden lystbådehavn og boliger skal der anlægges en havnepromenade med bl.a. cafeer, klubhuse, marine erhverv og værksteder. Som hjertet i området planlægges et stort vandsportscenter.

Du kan læse meget mere om Marina City på temasiden www.kolding.dk/marinacity.

Marina City set fra luften. Visualisering Schønherr og Kolding Kommune.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje