Stort run på uddannelserne i Kolding
Studiestartsfestivalen KONTUR løber af stablen i dagene 5. og 6. september. Foto: Lucie Mocková
I disse dage begynder 54% flere studerende på de videregående uddannelser i Kolding i forhold til sidste år
Her ved studiestart logger hele 54% flere unge ind på netværket som ny studerende på en af de fire videregående uddannelsesinstitutioner i Kolding: SDU Kolding, UC SYD Kolding, IBA Erhvervsakademi Kolding og Designskolen Kolding.
I alt starter 2.195 studerende på en af de nævnte institutioner på 1. semester af en uddannelse. Det er 774 flere end sidste år, da antallet var 1.421. Omregnet giver det en stigning i studiestartende på 54%.
Det glæder i høj grad borgmester Knud Erik Langhoff.
- Det er faktisk dobbelt så godt, som vi troede for bare en måned siden. Dengang så vi en stigning i optaget på 25%, hvilket vi også var meget glade for. Men optællingen pr. dags dato, hvor der er blevet fyldt mere op på mange af uddannelserne, viser altså en stigning på hele 54%.
- Det er intet mindre end fantastisk, at så mange unge vælger de videregående uddannelser i Kolding, og at de vælger Kolding til som studieby. Der er også gjort mange ting de senere år for at gøre studiemiljøet mere attraktivt. Og det ser ud som om, de anstrengelser bærer frugt, pointerer borgmesteren.
De unge starter med en festival
De tiltag, der er sat i søen de senere år, er blevet til i et samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og kommunen i regi af Campus Kolding.
Noget af det, der skal gøre studiestarten god, er studiestartsfestivallen KONTUR, der løber af stablen i disse dage nemlig 5.-6. september. Dette års festival bliver større end nogensinde før og kommer nok til at fylde lidt i gadebilledet.
Festivalen samler byens studerende på tværs af alle uddannelser til to dage fyldt med koncerter, workshops, og hyggelige loungeområder, der skal kickstarte studietiden for de mange nye studerende. Hovednavnene på scenerne i år er Artigeardit, Danser med Piger og den lokale sangerinde Mumle.