Udvidelse af trafikeret kryds fortsætter på Vonsildvej
I den sidste fase af krydsudvidelsen skal der etableres en ekstra venstresvingsbane på Vonsildvej.
Trafikanterne har måttet leve med en del gener de seneste måneder i forbindelse med udvidelsen af det trafikerede kryds Tankedalsvej-Vonsildvej-Haderslevvej-Sdr. Ringvej i Kolding. Men nu er det værste overstået. Arbejdet på flere af de berørte veje er ved at være færdigt, nu venter udvidelsen på Vonsildvej. Når det samlede projekt er færdigt om halvanden måned, vil trafikken komme til at glide mærkbart bedre.
”Anlægsarbejde i et så trafikeret kryds vil altid skabe gener for trafikanterne, men når vi er færdig, kan bilisterne glæde sig til, at trafikken bliver afviklet bedre, så man kommer hurtigere gennem krydset,” fortæller trafikplanlægger Erik Harbo, Kolding Kommune.
I løbet af denne uge ventes vejarbejdet på Tankedalsvej og Sdr. Ringvej afsluttet. I næste uge regner entreprenøren med at være færdig på Haderslev, og herefter resterer kun vejarbejdet på Vonsildvej.
”Arbejdet på Vonsildvej vil specielt i myldretiden betyde ekstra kødannelse, da vi i perioder bliver nødt til at lukke en kørebane i begge retninger. Med forbehold for uforudsete problemer forventer jeg, at det udvidede kryds vil stå færdigt i første halvdel af december måneder,” siger Erik Harbo.
Det udvidede kryds
Udvidelsen af det trafikerede kryds omfatter tre elementer:
- En ekstra venstresvingsbane på Tankedalsvej (ind mod byen)
- En ekstra venstresvingsbane på Vonsildvej (ud af byen)
- En højresvingsbane på Sdr. Ringvej ind mod Industrivej
Uforudsete problemer
I forhold til tidsplanen er anlægsarbejdet blevet tre uger forsinket. Det skyldes bl.a., at man på Tankedalsvej stødte på gamle og defekte kloakledninger til afledning af vand fra vejen. Disse rør måtte udskiftes, før man fortsatte med vejarbejdet. Under gravearbejdet stødte man også på ledninger, som ikke var registreret, hvilket ligeledes forstyrrede vejarbejdet.
”Og så tager det bare tid, når man arbejder i et kryds, der holdes åbent for trafik. Vi vil gerne have trafikanterne hurtigt og sikkert gennem krydset, men vi skal også tænke på sikkerheden for de folk, der arbejder på stedet, og derfor har vi i perioder været nødt til at inddrage kørebaner og andre arealer, hvor der ikke arbejdes,” oplyser Erik Harbo.
Bedre afvikling af trafikken
Når udvidelsen i løbet af godt en måned er afsluttet, vil der ske en bedre afvikling af trafikken i et af kommunens største kryds.
”Nu bliver der pludselig mere plads for venstresvingsbilister på Vonsildvej og på Tankedalsvej, og trafikken fra Sdr. Ringvej til Industrivej får sin egen højresvingsbane. Det betyder alt sammen, at vi kan afvikle trafikken på en mere effektiv og smidig måde,” fortæller Erik Harbo.
Her kan du se det trafikerede kryds, som er ved at blive udvidet.