Skip til hoved indholdet

Ungdommens Studiefond i Kolding Kommune

Ungdommens Studiefond er oprettet af Kolding Byråd til støtte for unge, hvis forældre er bosat i Kolding Kommune.

Ungdommens Studiefond er oprettet af Kolding Byråd til støtte for unge, hvis forældre er bosat i Kolding Kommune.

Betingelsen for at søge er:

  • at ansøger er under 25 år på ansøgningsfristens tidspunkt.
  • at ansøger er i gang med eller planlægger at påbegynde en uddannelse i indeværende kalenderår, der strækker sig over mindst 3 år (ikke ungdomsuddannelse)
  • at den skattepligtige indkomst højst er på 150.000 kr.
  • at formuen ikke overstiger 75.000 kr.

Legaterne uddeles i september/oktober. Opmærksomheden henledes på, at legatet er skattepligtigt, uanset legatets anvendelse.

Ansøgningsfristen er hvert år ultimo maj, og nyt skema kan findes på siden medio april måned.

Ansøgningsfrist: 28. maj kl. 12.00.

Vedtægter for Ungdommens Studiefond i Kolding

§ 1

Fondens navn er Ungdommens Studiefond i Kolding. Fondens hjemsted er Kolding Kommune.

§ 2

 Fondens formål er at yde støtte til ubemidlede unge mennesker fra Kolding Kommune, der søger uddannelse på højskoler, håndværkerskoler, seminarier, universiteter eller andre læreanstalter.

§ 3

Fondens midler tilvejebringes ved tilskud fra privatpersoner samt offentlige eller private institutioner, virksomheder, foreninger og fonde.

§ 4

Fondens bestyrelse består af det af Kolding Byråd, efter den kommunale styrelseslov, udpegede udvalg, der varetager den umiddelbare forvaltning af anliggender, der vedrører uddannelse. Bestyrelsen konstituerer sig efter den kommunale styrelseslovs regler herfor.

Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandling af spørgsmål om aftaler mellem fonden og den pågældende selv, eller søgsmål mod den pågældende selv, eller søgsmål mod tredjemand, hvis den pågældende deri har væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondens.

§ 5

Formanden skal sørge for, at bestyrelsen afholder møder, når det er nødvendigt, herunder hvis et enkelt medlem af bestyrelsen eller revisoren kræver det.

Formanden skal påse, at samtlige medlemmer indkaldes.

Forhandlingerne i bestyrelsen indføres i udvalgets beslutningsprotokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer.

Et bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutning må dog ikke tages, uden at så vidt muligt samtlige medlemmer har haft adgang til at deltage i sagens behandling.

Bestyrelses beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens og i hans fravær næstformandens stemme afgørende.

Beslutning om ændring af vedtægterne, herunder om ændring af fondens formål, kan kun træffes, såfremt samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for og under overholdelse af lovens regler for vedtægtsændringer.

På bestyrelsesmøder kan kun stemmes om emner optaget på dagsordenen eller ændringsforslag hertil.

§ 6

Fonden tegnes af to medlemmer af bestyrelsen i forening. Der kan af bestyrelsen meddeles prokura.

Fondens regnskabsår er kalenderåret.

Fondens regnskaber aflægges i overensstemmelse med god regnskabsskik og med bestemmelserne i årsregnskabsloven med de fravigelser og tilpasninger, der følger af, at der er tale om en fond.

Fondens regnskab føres af Kolding Kommune.

Fondens regnskab revideres af Kolding Kommunes revisor.

Fondens overskud bruges efter fondens formål eller henlægges til fremtidig formålsbestemt anvendelse.

§ 7

Fonden står under tilsyn af Justitsministeriet.

Ændringer af fondens vedtægter, herunder ændringer af fondens formål og ophør, kan kun foretages, såfremt et flertal af bestyrelen stemmer herfor, og i øvrigt under overholdelse af lovgivningens regler om vedtægtsændringer.

§ 8

I tilfælde af fondens opløsning anvendes dens formue, efter at fondens gæld er betalt, efter bestyrelsens skøn til støtte for formål, der er beslægtet med fondens formål.

------------------

(I overensstemmelse med byrådets beslutning herom i møde den 23/9 1996)

Uddannelsesudvalget
Styrelsesvedtægtens §§6 og 19 Underskrevet af:
(A) Vicetoldinspektør Ole H. Rasmussen, formand (F)
Specialarbejder John Bondebjerg, næstformand (A)
Assistent Bent Ginnerskov Jensen (F)
Erhvervsanalytiker Annette Thorsen (V)
Salgskonsulent Hanne Herzog

Ansøg om Ungdommens Studiefond
Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje