Sundhedspolitik
I Kolding Kommune har vi en politisk ambition om, at alle mennesker skal have mulighed for at leve et sundt liv og opleve trivsel i alle livsfaser. Sundhed har mange ansigter og handler ikke kun om at være fri for sygdom. Sundhed er også meningsfulde fællesskaber, bevægelse, rehabilitering, selvværd, en god ven at tale med, glæde ved livet, kost, der giver energi og meget andet. For os er sundhed det samme som at opleve sig i fysisk, mental og social balance. Derfor har vi valgt at give Kolding Kommunes sundhedspolitik overskriften ”Sammen om et sundt liv i balance”.
Formålet med den tværgående sundhedspolitik er at sætte den fælles politiske retning for Kolding Kommunes indsatser og prioriteringer i forhold til sundhed set i et bredt perspektiv. Derfor er sundhedspolitikken også relevant for alle dele af kommunens ansvarsområder.