Skip til hoved indholdet

Kulturpolitik

Kulturpolitik i Kolding Kommune

Kulturudvalget understøtter Byrådets arbejdsgrundlag ”Fremtidens bæredygtige kommune” og de kulturpolitiske ambitioner tager afsæt i Kolding Kommunes Kulturpolitik.

Kulturudvalgets fire politiske ambitioner sætter tilsammen en retning for udviklingen af kulturlivet i Kolding Kommune i de næste 4 år.

Kultur er fællesskab og livsglæde, kultur er dannelse, nysgerrighed og livsduelighed, kultur er gode oplevelser, og kultur kan være det, der gør, at også unge oplever Kolding Kommune som et attraktivt sted, at leve, lære og bo. Fællesnævneren er, at kultur gør en positiv forskel for borgerne i vores kommune og det skal kunne ses, måles og mærkes!

Med det kulturpolitiske program - kulturpolitik og kulturpolitiske ambitioner - byder Kulturudvalget op til dans og inviterer foreninger, institutioner, erhverv og engagerede borgere med på rejsen.

Kulturpolitiske ambitioner

Kulturudvalget ønsker at alle børn og deres familier kender til det rige udbud af kultur, som findes i kommunen. Børnene skal både opleve kunst og kultur på nært hold – og selv deltage aktivt som medskabere, hvad enten det er med sang, teater, som forfatterspirer eller ved at gå på opdagelse i kulturarven og deres lokalhistorie.

Derfor vil Kulturudvalget:

  • Øge børnefamiliers kendskab til de kulturelle tilbud i Kolding Kommune og i den
    forbindelse udgive et kulturpas til alle 0. klassebørn ved skolestart.
  • Tilbyde flere kunst- og kulturoplevelser til skolerne.
  • Fortsat udvikle Skoletjenesten Kolding med såvel forløb som events og geografisk spredning.
  • Styrke og udvikle Kulturskolen Koldings samarbejder med offentlige og private dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner i hele Kolding Kommune.
  • Motivere og inspirere alle kulturinstitutioner til at udvikle tilbud til børn og børnefamilier. 

I Kolding Kommune ønsker vi en mangfoldig og engageret ungdomskultur, hvor unge har mulighed for at udfolde sig, indgå i kulturelle fællesskaber og få unikke kunstneriske oplevelser.

De unge kan og vil selv. De skaber deres egen kultur, og måske finder de på noget, vi endnu ikke har set. Dermed er de unge vigtige for udviklingen af kulturlivet – og kulturlivet er vigtigt for, at de unge føler sig hjemme. Ikke mindst i studiebyen Kolding.

Derfor vil Kulturudvalget:

  • Gøre det nemt for unge at finde sammen og skabe deres egne kulturprojekter.
  • Arbejde for, at unge får mulighed for at udvikle deres helt særlige talenter og udleve deres fulde potentiale.
  • Motivere og inspirere alle kulturinstitutioner til at udvikle tilbud til unge.
  • Støtte udviklingen af KOLD Festival og KONTUR som unikke events målrettet unge og studerende.

Aktiviteter, events og arrangementer skaber det gode liv og giver borgerne oplevelser og nye perspektiver på egen by.

Kulturudvalget ønsker at bidrage til og samarbejde med frivillige, erhvervsdrivende, City-foreninger og beboere om at skabe levende bymidter i hele kommunen. Alle arrangører skal opleve kommunen som en kompetent partner, der hjælper dem på vej med deres projekter og events. Både gennem adgang til sparring og vejledning, ved lån af kommunale pladser og lokaler og gennem én indgang for tilladelser i forbindelse med events. Men også ved adgang til relevante puljer, der kan understøtte kulturprojekter skabt af frivillige.

Derfor vil Kulturudvalget:

  • Give Kulturpuljerne et eftersyn og opdatere, så retningslinjer flugter med udvalgets politiske ambitioner.
  • Arbejde for at gøre det endnu nemmere at være frivillig eventarrangør i mødet med
    kommunen.
  • Motivere kulturinstitutioner til at samarbejde med andre aktører for et aktivt og levende byliv i hele kommunen.
  • Arrangere og understøtte events og samarbejder i hele kommunen.

Kultur er fællesskaber, livsduelighed og engagement, og Kulturudvalget vil medvirke til at udvikle de eksisterende fællesskaber og hjælpe nye på vej. Det er derfor en vigtig prioritet at
understøtte kulturelle ildsjæle gennem netværk, adgang til puljer og sparring, øget synlighed og
udvikling.

Kulturudvalget har en særlig opmærksomhed på at bruge kultur til at fremme trivsel og sundhed
i samarbejde med andre fagområder.

Derfor vil Kulturudvalget:

  • Facilitere netværk på tværs af frivillige og professionelle kulturaktører.
  • Udsende nyhedsbreve med oplysninger puljer, kurser og aktiviteter.
  • Udvikle Vores Hus i Vamdrup som et nyt fællesskabende samlingssted.
  • Sikre adgang til puljemidler, der kan understøtte fællesskabende kulturaktivitet.
  • Have fokus på at inkludere udsatte grupper i kulturelle fællesskaber og bruge kulturens rammer til inkluderende aktiviteter.

Sådan arbejder Kulturudvalget:

I Syddanmarks kulturhovedstad spiller alle med. Vi vil derfor fortsat sikre et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem alle kulturinstitutioner i området. Det gør vi ved at facilitere netværk på tværs, tilbyde fælles viden og indsigter via temamøder, studieture og samarbejder på kryds og
tværs.

Kulturudvalget ønsker at understøtte de kulturelle fællesskaber - de borgerdrevne aktiviteter - ved at give starthjælp til initiativer og støtte op med sparring, netværksdannelse og relevante aktiviteter.

Kulturudvalget ønsker at vide, om udvalgte indsatser også giver de ønskede effekter. Derfor ønsker udvalget i samarbejde med kulturinstitutionerne at udvikle nye metoder og sætte fokus på brug af datadrevet udvikling.

Vi henter inspiration, læring, studerende, talent og fondsmidler i internationale sammenhænge. Kulturlivet er en af flere veje til at skabe stærke forbindelser ud i Regionen Europa for Kolding Kommune. Et potentiale, som skal udfoldes også gennem de kommende år. Hvor det giver værdi, arbejder vi med international udveksling, videndeling og talentudvikling.

Vi bidrager til den bæredygtige omstilling i bredeste forstand. Det betyder, at vi både har fokus
på social bæredygtighed, når vi arbejder med fællesskaber, sundhed og trivsel, og grøn
omstilling, når vi har fokus på genanvendelse af ressourcer og nedbringelse af CO2-forbrug.

At blive Syddanmarks kulturhovedstad kræver, at vi sætter handling bag ordene. Hele landet skal kende Koldings kulturelle fyrtårne, og borgere og potentielle tilflyttere skal vide, at hele kommunen byder på en rigdom af hverdagskulturtilbud, der gør kommunen til det bedste sted at leve. Det kræver kommunikation, samarbejde og synlighed - i kulturkredsen og i samarbejde mellem erhvervsliv, civilaktører og forvaltninger.

På kulturområdet arbejdes der både med specifik kommunikation af kulturelle oplevelser og attraktioner - og kulturaktørerne understøtter branding af Kolding som kulturhovedstad og studieby.