Skip til hoved indholdet

Opkvalificér dine medarbejdere

 

Med en elev eller lærling får du mulighed for at få arbejdskraft, som du selv kan være med til at forme. Vi hjælper også gerne med at opkvalificere ledige i forhold til de behov din virksomhed har.
Har din virksomhed brug for uddannelse eller opkvalificering af arbejdskraft, så står vi klar til at hjælpe.

Kontakt os på 79 79 74 00 eller vservice@kolding.dk og hør nærmere

Voksenlærlingeordningen er for personer over 25 år

Med voksenlærlingeordningen har din virksomhed mulighed for at oprette en lærlingeplads til en person over 25 år og få tilskud til lønnen i op til fire år.

Når du ansætter en voksenlærling, får du en erfaren og moden medarbejder, som typisk er meget motiveret for at lære nyt og videreudvikle sig. Derudover har en voksenlærling ofte en del erhvervserfaring og er klar til at tage et større ansvar.

Ordningen er fleksibel og du kan ansætte voksenlærlinge inden for alle fag og branchetyper. Du kan både bruge ordningen til at uddanne nye medarbejdere eller til at opkvalificere dine ansatte. På den måde kan du med voksenlærlingeordningen klæde din virksomhed på til at møde fremtidens krav.

Det skal være nemt – hos Jobcenter Kolding guider vi dig igennem hele processen og vi hjælper gerne med at finde kvalificerede kandidater, som matcher din virksomheds behov.

Din virksomhed kan tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere ved at tilbyde dem en kompetencegivende uddannelse. Derudover er det med til at sikre et fortsat højt fagligt niveau i din virksomhed og på arbejdsmarkedet generelt, når du uddanner elever.


Læs mere hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Få efteruddannet dine medarbejdere, mens vikarer gør arbejdet

Med jobrotationsordningen kan din virksomhed få medarbejderne efteruddannet, mens vikarer gør arbejdet. I tæt samarbejde med Jobcenter Kolding skræddersys forløbet og vi hjælper med det administrative, praktiske og økonomiske. Jobcenter Kolding kan hjælpe med at finde uddannelsessted, vi hjælper med at finde kvalificerede vikarer og guider i at søge refusion. Din virksomhed modtager tilskud imens den ansatte er i uddannelse, hvis der er ansat en vikar indenfor uddannelsesperiode. Der findes en række betingelser for jobrotation, ring gerne og hør mere.

Det skal være nemt – har du spørgsmål til din virksomheds muligheder for jobrotation, så kontakt Virksomhedskontakten på 79 79 74 00 eller send os en mail på vservice@kolding.dk.

Fordele

  • Jobrotation sikrer, at din virksomhed ikke kommer bagud med arbejdet, når medarbejdere skal efteruddannes
  • I kan undgå afskedigelser, hvis medarbejderne kan udfylde andre jobroller efter endt kursus/efteruddannelse
  • Din virksomhed får mulighed for at vurdere den ledige, der ansættes som vikar som potentiel fremtidig medarbejder
  • Uddannelse af medarbejdere sikrer et højt fagligt niveau i din virksomhed


Læs mere hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Ny Mesterlære

Få en elev, der er klar til at arbejde Når du har en elev i Ny Mesterlære, er det dig, der lærer eleven op i din virksomhed, og dig, der har det uddannelsesmæssige ansvar for eleven.

Ny Mesterlære kombinerer den traditionelle mesterlære med nutidens vekseluddannelser, og eleven begynder sin uddannelse i din virksomhed med det samme fremfor i et grundforløb på en erhvervsskole. Ny Mesterlære er derfor den indgang til en erhvervsuddannelse, hvor eleven tilbringer mest tid ude hos dig på arbejdspladsen, og en god mulighed for dig, der gerne vil have så meget tid som muligt til at lære eleven op i din egen virksomhed.

Sådan får du en elev i Ny Mesterlære

Hvis du ønsker at tage en elev i Ny Mesterlære, skal din virksomhed først være godkendt som praktiksted enten af det faglige udvalg for uddannelsen eller af erhvervsskolen. Du kan kontakte din lokale erhvervsskole for yderligere information eller os. Hvis du ikke har en elev på hånden, så kan du slå en elevplads op på Praktikpladsen.dk, kontakte praktikcenteret på din lokale erhvervsskole eller booke et møde med uddannelseskonsulenterne fra Jobcentret. Sammen med erhvervsskolen og eleven laver du en personlig uddannelsesplan for, hvad eleven skal nå at lære inden optagelse på hovedforløbet på erhvervsskolen. Du skal være opmærksom på, at der kan være overgangskrav forbundet med overgangen til hovedforløbet. Kravene afhænger af, hvilken uddannelse eleven er på. Du kan se, hvilke krav din elev skal opfylde på Uddannelsesguiden.dk eller blot spørge os.

Virksomhedskontakten

Tlf. 79 79 74 00

Sociale medier

Er du up-top-date?

Find os på

LinkedIn eller Facebook