Skip til hoved indholdet

Kolding2030-klummen

Bæredygtig jul – Kan det overhovedet lade sig gøre?

 

Iben Østergaard Fog, Bæredygtighedskoordinator ved Kolding Kommune

Af bæredygtighedskoordinator i Kolding Kommune Iben Østergaard Fog.

Jeg har altid elsket julen og alle de hyggelige juletraditioner. Når julebelysningen sættes op, føles det, som om at novembers mørke forsvinder, og de 24 dage optil jul bliver indhyllet i et magisk univers, der sender mig tilbage til barndommens juleglæde, krydret med pakkekalender og juledekorationer. Når den første plastikindpakkede juleslik kommer på hylderne, har jeg for tradition at købe en pakke af netop den julechokoladekrans, min mormor altid placerede på juletræet. Ikke fordi det er en særlig god chokolade, men fordi så starter min julenedtælling. Og gaverne, ja de vigtige gaver. At pakke gaver ind, give og modtage julegaver. Ja, det er indbegrebet af jul. En jul hvor bagsiden desværre er fyldt med forbrug og affald, der både er hård ved pengepungen, men især slem for vores jordklode.

Som bæredygtighedsnørd er julens magi desværre blevet mindre, i takt med at klimaet får det dårligere. Især julen er hård ved vores klimabelastning, da vores affald stiger med 24 procent. Så det er måske netop i julen, at vi kan skabe nye klimatraditioner og slippe af med vores EU-førsteplads i husholdningsaffald, som er steget til 845 kg pr. indbygger.

Julen er en højtid præget af traditioner og forventninger, som kan være svære at ændre. Derfor tror jeg ikke, at der findes en ”one-size fits all”-model til en mere bæredygtig jul. I stedet for har jeg lavet en liste, som kan bruges til inspiration til at ændre julevanerne:

Julesnakken: Start med en forventningsafstemning. Måske vil I alle undgå eller mindske gaverne, prøve en klimajulemenu eller noget helt andet. Måske er alle i familien ikke klar på en ændring, men en snak kan skabe grundlaget for at skabe nye bæredygtige juletraditioner sammen.

Julepynt og dekorationer: Heldigvis gemmer mange julepynt og udsmykker stuen med naturpynt. Hvis du mangler nyt, kan du genoverveje, om det gamle kan ændres, eller du kan lave nyt ud fra overskudsmaterialer såsom reklamepapir, toiletruller og overskudspap. Pinterest er din ven til inspiration. Hvis du ikke er en crafty juletype, så kig forbi en genbrugsbutik eller køb julepynt lavet ud fra genbrugsmaterialer.

Gaver: Som modtager af gaver kan du sætte tonen for at skabe en mere klimavenlig jul. Prøv at ønske andet end ”ting”, f.eks. oplevelser, årskort, en middag. De fleste ting kan findes brugt på nettet, men hjemmelavede gaver kan nogle gange være de mest personlige.

Som gavegiver er forventningsafstemning essentielt. Det er ikke alle, som er glade for genbrug eller oplevelser, men måske flere, end du tror, er med på klimabevidste gaver.

Gaveindpakning: Stil krav til at indpakningen af din gave skal være bæredygtig, da gavebånd og gavepapir står for meget af affaldet som ikke kan genanvendes i julen. Jeg bruger altid tørklæder, viskestykker, stofrester, gammelt indpakningspapir eller gaveposer, som også gør indpakningen særlig. I Kolding har Redux bæredygtige gaveindpakningsstationer i Bæredygtighedshuset og på biblioteket, og ellers er Pinterest altid en inspirationsfavorit.

Der er mange flere måder at skabe en bæredygtig jul på, og det er ikke mange generationer siden, at vores jul var meget mere bæredygtig. Det burde være muligt at finde de gamle traditioner frem igen, slette de klimabelastende og beholde dem, der kan få fokus væk fra forbrugs- og affaldsfesten, så vi kan sætte pris på julens vigtigste tradition, som er nærvær med dem, vi har kær.
Og selvfølgelig redde vores klima, så julen kan blive magisk igen og mange år fremover.

Klummen stammer fra Kolding Ugeavis, hvor den blev bragt den 30. november 2022.

 

Tidligere Kolding2030-klummer

Peder J. Madsen, adm. direktør Hotel Koldingfjord
Peder J. Madsen, adm. direktør Hotel Koldingfjord

16. maj 2022

Spørgsmålet er aktuelt som aldrig før. Virkeligheden er, at den grønne omstilling kommer til at koste hver eneste af os penge, vi kunne have brugt til noget andet.

På Hotel Koldingfjord arbejder vi med bæredygtighed hver dag. Vi tager afsæt i fire relevante verdensmål, som alle medarbejdere har været med til at definere. Det giver os en bevidsthed om, at alting begynder i det små - og at alle handlinger kan gøre en forskel.

Vi serverer danske æbler i stedet for eksotisk frugt, der skal flyves ind fra den anden side af kloden. Vi har valgt en økologisk vin som husets vin - 6000 flasker om året gør en forskel. Vi har lækre vegetar- og veganermenuer, der i stigende grad bliver efterspurgt. Da vi under corona renoverede 110 badeværelser, blev energi- og vandbesparelser naturligvis tænkt grundigt ind i projektet. Vi er i færd med at sætte en række nye ladestandere op til elbiler.

Men det koster. Økologi er fx dyrere i indkøb end konventionelt producerede råvarer. Og med de nylige prisstigninger på alle typer varer, kommer forskellen til at virke endnu voldsommere.

Vi har kun ét sted at hente pengene: Hos de gæster, der kommer for at holde konferencer, feste eller nyde et ophold.

Langt de fleste af vores gæster er bevidste forbrugere - også på klimaets vegne. Indtil videre møder vi kun anerkendelse for vores tiltag. Det sætter vi naturligvis pris på, og det motiverer os til at fortsætte arbejdet.

Men der kan komme en dag, hvor omkostningerne til bæredygtighed overstiger gæsternes villighed til at betale.

Derfor er spørgsmålet til os alle relevant: Hvor meget vil du betale for en bedre verden?

Svaret afgør, om vi når de klimamål, verden har sat sig i fællesskab.

7. april 2022

Bæredygtighed er ikke en ny, fiks idé. Heller ikke i Kolding. Her står vi på skuldrene af mere end 30 års målrettet arbejde for at fremme den grønne omstilling og den indsats fortsætter vi. Men vi sætter barren endnu højere og vil skabe ’fremtidens bæredygtige samfund’.

Det lyder ambitiøst og det er det også. Det forrige byråd vedtog i 2020 en bæredygtighedsstrategi med seks indsatsområder: Sundhed og trivsel, klima, vand, natur, ressourcer og fællesskaber.

Hvert indsatsområde indeholder en række konkrete mål, som vi gerne skulle have indfriet inden 2030.

Blandt andet vil vi understøtte en forbedring af koldingensernes mentale sundhed, producere vedvarende energi, som svarer til mindst 50% af det samlede strømforbrug, fremme biodiversiteten i kommunen, foretage særlig beskyttelse af vores grundvand, genbruge frem for at anvende jomfruelige materiale og tilbyde bæredygtige fællesskaber til alle.

Hvorfor lægge så stor vægt på bæredygtighed, spørger du måske? Og til det vil jeg svare: Fordi det ikke giver mening at lade være.

Vi kan nemlig ikke fortsætte det overforbrug, vi har haft de seneste årtier. Hvis vi gør det, vil det gå ud over vores børn, børnebørn og oldebørns muligheder for det gode liv – og den trussel kan vi ikke sidde overhørig.

Selv om vi stadig har lang vej til vores mål, vil jeg gerne understrege, at vi allerede er godt i gang og vi fortsætter arbejdet sammen med ildsjæle, virksomheder og uddannelsesinstitutioner og andre, som også har bæredygtighed på dagsordenen.

Vi lykkedes nemlig ikke alene. Vi skal have alle med og derfor er jeg også glad for, at vi for snart et år siden åbnede Bæredygtighedshuset i Jernbanegade i Kolding.

Knud Erik Langhoff besøger Karin Raaby og Stella Steen Jensen i Bæredygtighedshuset
Bæredygtighedshuset i Jernbanegade, Kolding

Jeg har selv for nylig været forbi Bæredygtighedshuset, og jeg kan varmt anbefale alle at kigge ind. Her sidder en række faglige eksperter på hver deres område og de er både klar til at svare på spørgsmål, videregive bæredygtige tips og tricks og ikke mindst til at samarbejde om bæredygtige projekter.

I Kolding Kommune skal vi også feje for egen dør. Vi står over for en stor intern bæredygtig omstilling, hvor alle forvaltninger, afdelinger, institutioner og alle ansatte skal i gang med at udpege indsatser, der bringer os tættere på vores mål om at blive en bæredygtig kommune.

Det er vigtigt for os, at bæredygtighed ikke bare er et fint ord, men kommer til at afspejle sig i og præge vores handlinger og de valg vi træffer i kommunen.

Læs Kolding Kommunes Bæredygtighedsstrategi