Skip til hoved indholdet

Sådan stemmer du

Hvis du ønsker at stemme på valgdagen, skal du gå ned på det valgsted, der står på dit valgkort. Husk at tage valgkortet med.

Mistet valgkort

Hvis du har mistet dit valgkort eller ikke har modtaget det med posten, skal du huske anden legitimation, fx dit pas, kørekort eller det gule sundhedskort. Det gælder også, hvis du har glemt at få valgkortet med.

Du kan læse mere om stemmeafgivelse på Indenrigsministeriets hjemmeside her: Hvordan stemmer jeg?

Hvem kan stemme?

Valgret til Europa-Parlamentet har i Danmark enhver, der er fyldt 18 år, og som herudover

  • har dansk indfødsret og fast bopæl i Danmark eller i et af de øvrige EU-lande eller
  • er statsborger i et af de øvrige EU-lande og har fast bopæl i Danmark.

Udlandsdanskere, der er optaget på valglisten til folketingsvalg i henhold til folketingsvalglovens § 2, vil også automatisk være berettiget til at stemme til Europa-Parlamentsvalg i Danmark.

Derudover kan danske statsborgere, der midlertidigt opholder sig på Færøerne eller i Grønland eller i et tredjeland (land uden for EU), blive optaget på en særlig valgliste til Europa-Parlamentsvalget. Læs mere på indenrigsministeriets hjemmeside: Udlandsdanskeres valgret

Følgende personer har derimod ikke valgret til Europa-Parlamentsvalg:

  • udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c), og
  • udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b)