Skip til hoved indholdet

Hvordan tjekker jeg min kloak?

Kloakrør bliver slidt og kræver derfor vedligeholdelse

Kloakrørene bliver slidt og utætte, når de bliver brugt og kræver derfor vedligeholdelse. Der bruges mange ressourcer på at vedligeholde den offentlige del af kloaknettet, men hvis vi skal holde rottebestanden nede, er det meget vigtigt, at hele kloaksystemet er tæt. Derfor er det vigtigt, at du som grundejer også ved, hvordan du vedligeholder den del af kloaksystemet, som er placeret inde på din private grund, og dermed er dit ansvar.

Hvem ejer kloakken?

Hvis du er i tvivl om en kloakledning er din private eller om den er ejet af BlueKolding, så har BlueKolding lavet en vejledning med tegninger og gode beskrivelser omkring ejerforhold. De har ligeledes lavet en film, som beskriver hvordan en kloak fungerer. Vejledningen og filmen kan ses på BlueKoldings hjemmeside


Utætheder i dit kloaksystem kan betyde rotter i dit hjem

Hvis der opstår huller på dit kloakrør, kan det tiltrække rotter, der kan grave sig ud i jorden lige omkring kloakken og bygge deres rede der, og i værste fald kan de derfra blive lokket ind i dit hus. For at undgå dette er det vigtigt, at du løbende tjekker din kloak. Hvis du ikke lige ved, hvordan man griber det an, har vi samlet en række gode råd til dig herunder.


Sådan tjekker du din kloak:

  • Kig jævnligt ned i din brønd. Hvis du kan se jord, kan dette også være tegn på brud på rør eller brønd.
  • Hold øje med jord, fliser eller asfalt, der er blevet undermineret, synker og skaber huller over kloakken, da dette er tegn på utætheder i kloakken.
  • Undgå at plante træer lige i nærheden af din kloak, da træets rødder kan ødelægge kloakrørene, når de søger efter vand.

Hvis du er i tvivl og gerne vil være på den sikre side, kan du eventuelt kontakte en autoriseret kloakmester, der kan foretage en tv-inspektion på dit kloaksystem. Kontakt dit forsikringsselskab for at høre, om de kan være behjælpelige.


Installering af rottespærre

Du kan som en forebyggende foranstaltning få installeret en rottespærre i indgangen til dit kloaksystem. Med en rottespærre kan rotterne komme ud, men ikke ind i dit system. Du skal dog være opmærksom på, at rottespærren skal fjernes inden en evt. kloakrensning. Det anbefales at få serviceret rottespærren 1 gang årligt.