Skip til hoved indholdet

Marina City satser på at undgå klapning

Oprettet 20. februar 2024
Drønbånd
Dræningen af fjordbunden sker ved hjælp af sådanne hule drænbånd, som stikkes dybt ned i den bløde bund. Foto: Kolding Kommune.

Det ambitiøse by- og havneprojekt Marina City i Kolding gør sig mange anstrengelser for at udgå klapning af uddybningsmaterialerne fra fjordbunden. De første testresultater af en alternativ uddybningsmetode er nu ved at tegne sig, og det ser lovende ud.

Siden sommeren 2023 har entreprenørfirmaet Munck Havne & Anlæg A/S sammen med Kolding Kommune gennemført test af en ny, mulig metode til det uddybningsarbejde, som er nødvendigt for at virkeliggøre Marina City-projektet.

Her er det blevet testet, om der kan anvendes såkaldt vertikaldræning, kombineret med vakuum, for at få fjordbunden til at sænke sig. Vertikaldræning sker ved at man stikker et stort antal bløde ”drænbånd” lodret dybt ned i den meget bløde fjordbund. Båndene leder så vand fra mudderet – også kaldet gytje - op til bundens overflade, og bunden synker langsomt ned. Dette kan så kombineres med at sætte undertryk på systemet, så processen accelereres.

Kombination af flere metoder

Resultaterne af denne test er nu ved at vise sig. De endelige resultater foreligger ikke endnu, men der tegner sig et billede. Samlet set er den foreløbige konklusion, at metoden med vakuum virker i et vist omfang, men at metoden endnu ikke er fuldt udviklet til brug i den specifikke bløde bund i Kolding fjord. Testen har også vist, at der er et interessant potentiale i at udføre dræningen uden vakuum.

Og denne dræningsmetode kan forhåbentligt kombineres med såkaldt sand-capping, hvor der udlægges et lag sand på fjordbunden. Sandets vægt vil accelerere sætningshastigheden, og samtidigt forbedre biodiversiteten på fjordbunden. Dvs. en form for naturgenopretning, med mulighed for flere planter og dyr på fjordbunden, i stedet for den nuværende meget artsfattige bund.

Dræning og udlægning af sand gør det imidlertid ikke alene. Metoderne skal kombineres med andre metoder, for at opnå det ønskede resultat. De andre metoder, som det forventes skal bringes i spil, er jordforbedring/stabilisering visse steder, for at gøre bunden stærkere under og i den dæmning, som skal omkranse det ca. 8 ha store, nye landområde. Dette sker ved at bundmaterialet blandes op med andre materialer, som gør bunden mere stiv. Og endeligt forventes det, at en større mængde opgravet materiale skal indbygges i det nye landareal.

Bæredygtig vej frem

Den kommende tid bliver der arbejdet på hvorledes disse forskellige metoder kan kombineres, med det overordnede formål så vidt muligt helt at undgå den meget omdiskuterede klapning af uddybningsmaterialer.

”Det er løbende blevet afsøgt, om der skulle være realistiske alternativer til klapningen af de store mængder opgravede fjordbundsmaterialer. Det ser nu ud til, at der er en mere bæredygtig vej frem, som i høj grad tilgodeser havmiljøet og biodiversiteten”, udtaler borgmester Knud Erik Langhoff.

Planerne for Marina City forventes politisk behandlet og fremlagt i høring i løbet af i år og næste år, og ambitionen er, at anlægsarbejderne ud i fjorden kan komme i gang i løbet af 2025.

”Men allerede til efteråret regner vi med at anlægge den nye adgangsvej ind på marinaen, så der bliver mere fredelige og sikre trafikforhold på havnen, lige som vi regner med at gå i gang med første del af den flotte havnepromenade, til glæde for alle stedets brugere og gæster”, supplerer Jakob Ville, formand for udvalget Plan & Teknik.

Læs mere

I temaet Marina City kan du læse meget mere om det ambitiøse projekt, hvor Kolding Kommune arbejder på at etablere en ny bæredygtig bydel med en topmoderne lystbådehavn med plads til 1.000 både, fritidsfaciliteter i forbindelse med vandet, maritime erhverv, havnepromenade, en ny strandpark og ca. 350 boliger.

Du kan læse mere om forsøget med vakuum-dræning i nyheden Marina City - test af miljøvenligt alternativ til klapning fra 8. juni 2023.


Havnepromenade, som forventes påbegyndt fra efteråret, vil skabe gode muligheder for leg og ophold. Illustration: Kolding Kommune/Schønherr.