Skip til hoved indholdet

Event: Giv nyt liv til brugte møbler

Oprettet 15 september 2021

Vil du upcycle møbler og bygge med materialer fundet på genbrugspladserne? Så sving ind forbi eventen Hyg og byg torsdag 23. september kl. 12-21 i Bronzehallen, Bronzevej 3 i Kolding. 

Du kan fx designe et bogskab af materialer fra genbrugspladserne.

Du behøver ikke være ferm med hammer og sav. Vi har allieret os med tv-tømrer Casper Kjerumgaard, som står klar til at hjælpe og give gode fif. 

Bliv klogere på bæredygtighed

På dagen kan du lære mere om sortering, upcycling og få en snak med Trapholt om bæredygtigt design.

En del af dagen vil det også være muligt at møde frivillige fra Repair Café, som hjælper med at reparere tøj og uundværlig hverdagselektronik som fx mobilopladere.

- Vi er superglade for samarbejdet med Repair Café, for de er om nogen medspillere på dagsordenen om at forlænge levetiden på de ting, vi omgiver os med. Jo længere tid ting holder, jo bedre er det for klimaet – og de studerendes økonomi, fortæller Niels Kallesøe Sørensen, eventkoordinator i Kolding Kommunes afdeling Redux – Affald og Genbrug.

Det er Kolding Kommunes genbrugsfællesskab, der åbner dørene til Bronzehallen for alle, der vil lære mere om genbrug.

Den første del af dagen er dedikeret til byens nye studerende, men alle er velkomne. 

 

Program

 

Kl. 12-18

  • Møbelhacking
  • Reparer dit tøj eller din bærbare computer sammen med Repair Café
  • Trapholt giver dig et designperspektiv på møbler
  • Undervejs serveres der kaffe, vand og smagsprøver fra Multifoods

Kl. 18-19: Pause

Kl. 19-21

  • Byg bogskab og fællesskab
  • Mød Karina Ahm med bogskabet på Poppelalle i Bramdrupdam
  • Besøg Bronzehallens værksteder og skatkammer
  • Få en snak om cirkulær økonomi

... og der kommer hele tiden mere til!

 

Særligt for nye studerende 

  • Der kører bus fra indgang A ved SDU til Bronzehallen imellem kl. 11.30 og 18. Så er der plads til, at de studerende kan få deres genbrugsmøbel med retur til centrum.
  • Når bussen ankommer til Hyg og byg, får de studerende et ”kuponhæfte”, som giver adgang til et møbel, mad og en fribillet til Trapholt.