Skip til hoved indholdet

Inspirationsaften om deleøkonomi i Bæredygtighedshuset

Oprettet 27. oktober 2021
Tre medarbejdere foran Bæredygtighedshuset
De fleste danskere har sjældent brug for en boremaskine eller en sækkevogn, og derfor giver det god mening at flere deles om værktøj, redskaber og lignende. Den 11. november inviterer Bæredygtighedshuset til inspirationsaften om deleøkonomi.

Du kender det sikkert. Synet af din hækkeklipper, der optager en masse plads i dit skur, men som du højest bruger et par gange om året. Og hvornår har du sidst brugt din slagboremaskine? Hvis du er som den gennemsnitlige dansker, så er det nok også lige et par dage siden.

Men alligevel har vi alle en masse ting derhjemme, som ikke bliver brugt. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved! Hvorfor? Fordi vi i Danmark er nogle af dem, som forbruger mest og smider mest væk. Og i en tid, hvor klimaet er presset med en støt voksende befolkning og færre ressourcer til hver enkelt, er vi nødt til at udnytte vores ressourcer bedre end vi gør i dag.

- At dele sine ting med andre har flere fordele. Man sparer selvfølgelig en masse penge ved ikke selv at skulle købe en hækkeklipper, men man gør også noget godt for miljøet ved at bruge færre ressourcer, fortæller Ole Alsted, formand for Lokaldemokratiudvalget og fortsætter:

- Derudover kan det også skabe sammenhængskraft og styrke fællesskabet på tværs af nabolag og boligforeninger, når man deles om ting.

Derfor inviterer Bæredygtighedshuset til en inspirationsaften torsdag den 11. november kl. 17.00-19.00 om ’deleøkonomi’, hvor der stilles skarpt på, hvordan vi kan begynde at dele ting med hinanden.

Til inspirationsaftenen kommer Kristoffer Ravnbøl fra virksomheden Naboskab, som giver et indblik i, hvorfor det giver god mening at dele sine ting og hvordan man kan komme i gang. Naboskab har blandt andet specialiseret sig i deleøkonomi og grøn omstilling.

Der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først-til-mølle-princippet. Det er gratis at deltage. Tilmeld dig på kolding2030@kolding.dk inden den 7. november.

Faktaboks om arrangementet:
Kolding Kommune holder en inspirationsaften om deleøkonomi for at inspirere flere til at deles om værktøj og redskaber i deres nabolag.

Hvad er deleøkonomi? Deleøkonomi er, når flere mennesker deles om de samme ressourcer. Kendte eksempler i stor skala er Airbnb og GoMore.

Hvor og hvornår: Bæredygtighedshuset på Jernbanegade 3, st., Kolding - torsdag den 11. november kl. 17-19.

Tilmelding: Der er et begrænset antal pladser som fordeles efter ’først-til-mølle’. Tilmelding skal ske via kolding2030@kolding.dk senest den 7. november.

Forplejning: Der serveres sandwich og lidt koldt til ganen.