Marielundskoven ligger på en tung og leret jordbund og er kendt for mange spændende og sjældne svampearter. Her er fundet over 60 svampearter, som vurderes at være truede på landsplan inklusiv en helt ny svampeart, Cortinarius koldingensis, der blev fundet i 2003. Svampen er grøngul og kan blive mere end 10 cm høj og er meget sjælden. Indtil videre er den ikke fundet andre steder i Europa.
Marielund er også Koldings mest populære skov. Området består af Marielund, Bramdrup Skov og Kolding Skov, der gennemskæres af den gamle banesti - Troldhedestien. Du kan læse mere om stier og ruter på www.oplevkolding.dk
Vi har det med at tage de bynære skove for givet. I Kolding er vi så heldige at have Marielundsskoven liggende midt inde i byen. Dejlige kulisser for naturoplevelser for store og små. Når det handler om sjældne arter, og om den bevaringsværdige biodiversitet, er de bynære skove overraskende nok også de rene oaser. Her kan man ofte finde masser af sjældne arter.De bynære skove er nemlig typisk resterne af skove, som har ligget på stedet siden sidste istid. Der vil være træer, som har forfædre tilbage til de første træer i Danmark, og der har formentlig aldrig været en plov i jordbunden, i hvert fald ikke på de stejleste steder.
Således kan man på de ældste kort se skovsignatur omkring Marielundsskoven, og det gør straks området meget interessant ift. biodiversitet. Når en lokalitet har været skov eller overdev i årtusinder, er der nemlig en meget stor sandsynlighed for, at den over tid har ”opsamlet” alle de potentielle arter, som kunne leve der. I Marielundsskoven er der således masser af såkaldte gammelskovsindikatorer som fx tætblomstret hullæbe, skælrod og snylterod. Og så er der satans rørhat. Satans, fordi den er giftig – som en undtagelse blandt rørhattene.
Særlige arter i Marielund Skov - den satans rørhat
De fleste kender rørhattene, der som regel har brunlige hatte og gullige rør på undersiden. Satans rørhat ser helt anderledes ud. Hathuden er hvidlig, rørene rødlige, stokken rosa, og når man rører ved svampen, blåner kødet. Det er noget, som satans rørhat har til fælles med bl.a. brunstokket rørhat og de såkaldte indigorørhatte. Ingen ved, hvorfor nogle rørhatte blåner, men det er – i lighed med visse svampearters umådeligt potente giftstoffer - formentlig blot et utilsigtet biprodukt af svampens ekstremt alsidige kemi. Svampe er kreative og kan ting, som de helt store kemiproducenter har våde drømme om – tag fx penicillin.
Satans rørhat og andre rørhatte findes overalt i skovbunden, som millioner af små tråde, såkaldte hyfer, i skovbunden. Når en hyfe møder rodspidsen på et træ som fx eg, bøg eller lind, slår den sig sammen med roden og danner en svamperod, mykorrhiza. Det er en slags terminal, hvor der kan udveksles varer. Svampen modtager sukker fra træet, træet modtager vand og mineraler fra svampen. Uden træer, ingen svampe, uden svampe, ingen træer!
Der er masser af eg, lind og bøg i Danmarks natur, mens satans rørhat er meget sjælden. Forklaringen på rørhattens sjældenhed har noget med jordbunden at gøre. I Marielundsskoven og andre steder omkring Lillebælt er der nemlig masser af fedt, plastisk ler i undergrunden. Det kan hyferne af satans rørhat godt lide, og det er lige nu, at de ”blomstrer” med paddehatte. Nok se, men ikke røre, og slet ikke spise!