Stenderup-skovene består af Stenderup Nørreskov, Stenderup Midtskov og Stenderup Sønderskov og dækker et areal på i alt ca. 845 ha. Skovene ligger med stejle skrænter ned til Lillebælt og Kolding Fjord, hvor man blandt andet kan opleve op til 500 år gamle egetræer foruden en del områder med gammel bøgeskov. Disse områder med gammel skov er meget artsrige, og her findes en lang række svampe, biller og fugle, som lever i tilknytning til gamle og døde træer. I Stenderup skovene findes desuden en del områder med fugtig bund, hvor man blandt andet finder en rig flora med flere orkidé-arter. I maj måned kan du desuden være heldig at høre løvfrøerne kvække fra nogle af de mange vandhuller i området om natten.
Stenderup skovene ejes af Naturstyrelsen, og her er derfor offentlig adgang.
Særlige arter i Stenderup-skovene Sortspætten – træhakkernes konge
"Kryyyy, kryyy, kryyy", lyder det højt gjaldende ud over Stenderup Nørreskov. Så kan det nok være, at man vågner.Det lyder som en stor fugl, og måske ved man ikke helt, hvad man skal forvente, før en forkølet krage med kridhvidt næb, hvide øjne og en blodfarvet nakke kommer flaksende. Det er selvfølgelig ikke en krage, men derimod træhakkernes konge, den kæmpestore sortspætte. Værsgo! Verdens næststørste spætte og suverænt den største her i Europa.
Selv om sortspætten er kæmpestor, er det kun sjældent, man ser den. Til gengæld hører man den. Lyden af øksehug kan sagtens være sortspætten, der med sit store næb hakker efter føde i gamle grene eller stammer. Dens trommen lyder lidt som den store flagspættes, men er kraftigere og aftager i hastighed. Først og fremmest er det dog dens flugtkald ”kry-kry-kry” eller hannens sang ”kju-kju-kju-kju”, som man lægger mærke til. Allermest karakteristisk er dog dens vidtlydende, vemodige kald ”kjyyyyyyyy”, som gør opmærksom på, at denne skov tilhører sortspætten.
I lighed med grønspætten er sortspætten meget glad for ’Noma-mad’, nemlig friske myrer. Selv om den godt kan klare en larve eller to, er myrer ubetinget favoritspisen. Jo større, jo bedre! Der skal nemlig mange myrer til at mætte en fugl på størrelse med en krage, og sortspætten har derfor en forkærlighed for de største af slagsen, de enorme herkulesmyrer. Det var faktisk først, da herkulesmyrerne kom til landet, at sortspætten fulgte med. Det skete omkring 1960, da vore nåletræsplantager havde nået en vis, myrevenlig alder.
Sortspætten udhugger selv sit redehul, og selvom den gerne finder føden i nåleskoven, foretrækker den normalt ældre løvtræer til redeplads. Det er her, at arten viser sig at være lidt af en nøgleart i skovene. Nøglearter er arter, som har en væsentlig effekt på andre arter i økosystemet. Sortspættens forladte redehuller er nemlig oplagte redepladser for en mængde af skovens fugle. Hulduer og stære er vilde med sortspættehuller, og den meget sjældne perleugle etablerer sig udelukkende i områder med sortspætter. Endelig bruger flagermus sortspættehuller som ’overdagningspladser’.
I Kolding kommune har sortspætten først for alvor etableret sig efter år 2000, men i dag finder man den imponerende fugl flere steder, bl.a. i Stenderup-skovene, som er en af kommunens helt store naturskatte: I de mange gamle træer lever en række sjældne arter, især biller, som nærmest ikke findes andre steder i Jylland. Disse arter har stor gavn af sortspætten, der med sit hakkeri medvirker til at skabe hulheder i træerne, som billerne kan leve i. Vil man bevare de arter, som er tilknyttet gamle træer, er der kun ét effektivt virkemiddel: At lade de gamle træer stå. Det har vi generelt været dårlige til i Danmark, og derfor er det ekstra vigtigt, at bevare de tilbageværende gamle træer.
Der er kun ét væsentligt problem med sortspætten. Den er afsindig sky, og vil man have ordentlige billeder af kræet, skal man sidde i skjul i timevis. Vi kan derfor ikke love, at I ser sortspætten, når I drager i felten, men I skal nok høre den.